Nåmmen, jeg kom bare til at tænke på det, efter det her indlæg, hvor der var nogen der blev sindssyge (på den gode og meget søde måde) i kommentarsporet. På grund af et spil til 120kr (som jeg i øvrigt godt er klar over har kostet en del mere i hardcopy udgaven)
Og jeg sagde det egentlig som en joke, men så kom jeg til at tænke om det egentlig lød som om jeg sådan, i absolutte termer, ikke lige havde 120kr. For det korrekte svar er jo at jeg ikke lige har 120kr der står PS3-spil på. Hvilket på ingen måde er det samme: I scenarie 1 er jeg fattig, i scenarie 2 bare noget der mere minder om nærig.
Bare rolig, der er en pointe derinde et sted. Tror jeg. Men først vil jeg være tæerkrummende pinlig og udpensle min egen økonomiske situation. Og så håbe jeg kommer frem til den der pointe til sidst.
"Min økonomi" starter den dag mig og Manden blev enige om det skulle være os. Alt før det er fuldstændig irrelevant, eftersom det hele blev smidt i en fælles pulje. Eller hul, om man vil, men det kommer jeg til. Alting med Manden var (og er) et tilfælde af alt eller intet, så vi er, helt fra start, gået all-in på fælles kalender, fælles venner, fælles beslutninger og fælles økonomi. Det var lidt som at kaste sig ud i det store ukendte rum og skrige BANZAAAAAAAIIIIIII med gåpåmod og krigervilje, og så bare håbe det hele kunne bære.
Det var ikke ligefrem en praktisk gennemtænkt beslutning (vi havde kendt hinanden i tre måneder da vi besluttede at blive gift), så selvom jeg godt vidste det måske ikke var alt for godt med hans økonomi, havde jeg ingen anelse om hvor slemt det faktisk var. I ved, de der kegler i luksusfælden, som ikke åbner deres rudekuverter og som har optaget kvik-lån og ikke betaler deres telefonregning? Sådan var Manden. Det var en sump af ubetalte regninger, lønindeholdelse og glemte kreditorer. Og det blev ved, og ved, og ved.
Men hvis Manden var en af spaderne i luksusfælden, så er jeg heldigvis Jan Swyrtz. Jeg satte som absolut krav at det var mig der sad på pengekassen, og i løbet af det første år fik vi afdraget på den pæne side af 80.000, mens vi levede for 1500kr i måneden. Jeg ved faktisk ikke helt hvordan det hang sammen - men jeg er virkelig nazi omkring
Ok, det var måske en lidt lang smøre for at komme frem til at jeg er budget-nazi, men det er ret grundlæggende for hvordan jeg tænker penge. Det var faktisk først i år vi blev gældfri, så langt størstedelen af vores ægteskab har jeg holdt igen og været striks, fordi vi bare skulle ud af den gæld - og hellere i går end i dag.
Det sidste halve år har været ret meget mere fis og ballade og ny computer og ferie og god mad, fordi der pludselig var en del mere at gøre godt med hver måned, men nu er panikken med at indfinde sig igen. Der kommer faktisk en baby, ret snart. Og selvom vi kører budget-baby så kommer den til at koste en del, fra nu af og til evigt. Og der er nogen som skal på barsel, så der er noget med nogle dagpenge vi skal til at leve for - og selv de uger Manden har med "fuld løn" er ret langt fra hans normale løn, fordi han er sådan en, hvis løn delvist udgøres af tillæg. Og så var der nogen der gerne ville igang med en merituddannelse, og så var der noget med endnu flere dagpenge og noget brugerbetaling og (oh skræk) SVU. Og så var der mig, som faktisk gerne ville holde op med uddannelse (i hvert fald midlertidigt) men så var man pludselig afhængig af at kunne skaffe et job med en indkomst højere end SU. Så panikken breder sig, for hvordan fanden skal vi klare tre år med nedsat indkomst og dårligere arbejdstider?
Så derfor har jeg ikke lige 120kr til et PS3 spil. Fordi det er 120kr mindre til babyens ting. Eller 120kr mindre på opsparingen, som vi kommer til at blive afhængige af. Eller, Gud forbyde det, 120kr fra mine surt opsparede LotR-Lego penge. Det er 120kr mindre til fremtiden og hvad nu hvis vi virkelig fik brug for de penge en dag? Skulle vi så bare dø af sult fordi jeg havde købt et spil? (Jamen det er da totalt realistisk at det kommer dertil)
Og jeg tror det er her, et eller andet sted, der var noget der måske kunne minde om en pointe. For det der virkelig fik mig til at tænke på forskelle var da Øglemoren skrev noget om "daglig café-latte" i en anden kommentar (undskyld jeg bruger dig som eksempel). For i min verden er det kun rige mennesker der kan drikke café-latte hver dag (og købe lejligheder på Østerbro). Men jeg tænker jo ikke på Øglemoren som decideret rig - jeg tænker nærmere at vi er i nogenlunde samme få-hverdagen-til-at-hænge-sammen båd, også økonomisk. Jeg tror måske man, trods alt, skal være i en noget højere indkomstklasse før prisen-på-et-PS3-spil bliver det samme som ingenting.
Nå, pointen. Min pointe er at ovre i fx Øglemorens husstand har de en pæn sjat penge mere end vi har i vores, i absolutte termer - men forskellen er, relativt, nok omkring 0. For selvom det er forskellige ting vi går glip af for de 120kr (Øglemoren en uges café-latte, og mig - nåja, jeg døde jo af sult, som I nok husker), så føles det stadig som den samme mængde penge. Og den virkelige forskel bestod nok i at Øglemoren var sød og betænksom og ikke-nærig.
------
Og det var altså ikke for at hænge nogen ud. Overhovedet. Sig til hvis nogen føler sig stødt, ing?
Ahr mand - jeg kan da godt se lige pludselig, at det i absolutte termer kunne se ud som om, jeg synes, du er fattig, og så kunne jeg lige være den rige kjøwenhavner, der kom sjaskende med min latte og spredte computerspil.
SvarSletSådan var det altså ikke tænkt. Overhovedet. Ikke, at jeg bruger specielt meget krudt på at tænke over Andrea økonomi, men skulle jeg tænke en smule over din, ville jeg aldrig konkludere, at du var fattig. Ud fra, hvad jeg har læst - og som du bekræfter i dette indlæg - er du 'bare' fornuftig med dine penge. Respekt for, at du er budget-nazi og fornuftig; det samme kan jeg desværre ikke sige om mig selv. Hos os er det HDd, der er nazisten, og selv om jeg ikke bare bruger og bruger, så kunne jeg da bestemt godt 'holde hus' med mine penge. Det gider jeg bare ikke. Jeg ved, hvad jeg har hver måned, og nogle gange går pengene så primært til kaffe. Andre gange til tøj. Og andre gange igen til en opsparing.
Opsparingen, samt det faktum, at jeg nogle år før barsel med Varanen havde et ganske glimrende betalt job gør så, at jeg muligvis har et større rådighedsbeløb om måneden end andre. Eller i hvert fald et større rådighedsbeløb, som jeg spenderer. Til gengæld er jeg så langt fra gældfri. Men har jeg lyst til kaffe eller et ps3-spil, så køber jeg det.
Så rig: nej. Ufornuftig: sikkert. :) Men jeg beklager, hvis mine motiver for at købe spillet til dig har virket list selvgode. Det var ikke hensigten.
Ej, det var så nærmest det modsatte jeg ville frem til, nok. At du var totalt sød og unærig, uden at have anden grund at du havde lyst. Synes jeg du fremstår selvgod? Absolut nej. Uforklarligt gavmild, på grænsen til sindssyg? Ja ;)
SletJeg blev bare et øjeblik totalt bange for at det var mig der havde været den klynkende type, der nassede sig til ting, fuldstændig ufortjent. Haha.
Og så var det noget med at man jo bruger de penge man har, på det der giver en værdi - og med mindre man er psyko-rig eller direkte fattig, så tror jeg man får nogenlunde samme relative værdi ud af "alle sine penge" hvadenten man er pædagogmedhjælper eller it-konsulent.
(Og i virkeligheden sparer jeg slet ikke op fordi det er sådan noget der er fornuftigt at gøre, men meget mere fordi jeg godt kan lide at have pengene. Hvis det stod til mig skulle opsparingen ALDRIG bruges, men kun blive kæmpestor. Ja, jeg er Joakim von And)
Penge er et følsomt emne. Kæreste og jeg talte om det på vejen hjem fra APA i dag. Om hvor rart det ville være, hvis jeg havde haft et job, så jeg fik 'løn'-barselspenge og ikke barselsdagpenge. Og om hvordan vi bruger penge. Jeg har bestemt ikke råd til at gå på cafe hver dag og netshoppe alt det jeg gerne vil. Og købe de møbler, jeg drømmer om. Det er noget med tæring og næring og balance. Kæreste har tidligere været en big spender, der brugte alt, han havde (og lånte lidt i banken - men ikke andre steder). Nu er det opsparinger og overvejelser om hvad der skal købes, når det handler om lidt større beløb.
SvarSlet... pointen ift. computerspil (det hedder det altså også for mig) og andre donationer er vel bare, hvad man selv oplever som overskud. Og jeg er næsten sikker på, at hvis nogen i blogland eller i den virkelige verden drømte om noget, de ikke lige syntes de kunne forsvare at købe, og du havde overskud til det - så sendte du også noget i deres retning. Giver det mening?
Ja, det giver rigtig meget mening. Ved ikke hvorfor jeg skulle bruge så langt et indlæg på det, når nu du formår at opsummere det hele i en enkelt kommentar :)
SletJeg så det altså overhovedet ikke som tiggeri. Havde jeg gjort det ville jeg ikke have tilbudt dig at købe det.
SvarSletJeg falder indimellem over en anden blog som har lavet en decideret ønskeliste over ting hun gerne vil have og det er altså SINDSSYGT dyre ting. Dét synes jeg er for meget!
Og så tager jeg sgu hatten af for din økonomiske sans - øj, den gad jeg godt have lidt af :D
Ha, sammen med den "økonomiske sans" følger hvad min psykiater beskriver som "tvangspræget personlighedsstruktur" - det bunder overhovedet ikke i fornuft, men snarere det modsatte. Hehe
SletJeg håber, din mand dagligt husket at give sin budget-nazi en kæmpe krammer og fortælle dig, hvor fantastisk du er. Det er godt gået at få sådan en økonomi på ret køl.
SvarSletHan siger undskyld og giver krammer hver gang vi ser luksusfælden. Haha. Men han kan godt selv nu (hvis han skal) :)
Slet