Angsten

Da jeg vågnede (lidt for tidligt) i morges vågnede baby ikke. Det plejer den ellers, men jeg ville ikke have lagt noget i det, hvis ikke det var fordi den heller ikke rigtigt var vågen da jeg lagde mig til at sove i går aftes. Så kunne jeg så ligge der klokken syv om morgenen og være alt for bevidst om dét i stedet for at sove en time mere, selvom jeg virkelig forsøgte at overbevise min krop om at sidstnævnte var den bedste idé. Jeg havde en helt klar fornemmelse af at den var der, men der var bare ingen boink eller buk-buk, ligemeget hvor meget jeg maste på maven, sang sange og spillede Muse. Var dog kun næsten i panik da Manden kom hjem en time senere. Han prøvede med nogle flere puf/mas uden held, men da han lagde hovedet på maven og aede den blev der pludselig puffet tilbage. Måske den bare havde savnet sin far?

Jeg plejer ellers ikke at være specielt nervøs eller bange i den her graviditet. Jeg bilder mig ind at jeg ikke er hverken mere eller mindre bange end gennemsnittet, og havde egentlig tænkt mig at skrive et indlæg om det. Men lige pludselig var det hele der bare, al den angst og frygt og usikkerhed som jeg ellers bare overhovedet ikke mærker til daglig. Og pludselig virker fire måneder som virkelig lang tid. På den dårlige måde.

Selvom det tit virker lidt overflødigt med alle de scanninger og læge-/jordemoder-besøg, kan jeg godt mærke at det faktisk gør en kæmpe forskel at de er der. Vi har en aftale hver anden/tredje uge, og det passer lige med at vi ikke når at gå og bekymre os, men i stedet bliver holdt fast i her og nu, og at det går godt. To uger er langt mere overskueligt end fire måneder.

Men tror måske vi skal have en snak alligevel.