Først og fremmest, tusind tak for kommentarerne på mit forrige indlæg. Jeg gik i gang med at besvare dem, men det blev hurtigt meget langt.
Der gik et år (næsten helt præcis) fra jeg fik fjernet min spiral til jeg blev gravid. Det var enormt surrealistisk, og den primære følelse var faktisk ikke glæde. Men angst. En altoverskyggende angst for at vi ikke måtte få lov til at få det lille barn alligevel, når vi havde ventet så længe.
Jeg drømte at vi skulle have et barn en nat og vågnede op og tænkte at jeg var gravid. Var sikker på det indtil jeg vågnede helt op og fik mig selv overbevist om noget andet. Men da jeg regnede efter senere passede det faktisk med befrugtningstidspunktet.
Vi var ved lægen to gange. Syv uger henne, for at få konstateret graviditeten og otte uger henne, for at få svar på blodprøverne. Allerede der skulle vi vælge hvor jeg gerne ville føde. Føde. Det er jo det samme som at sige der kommer et barn ud af det. Jeg var bange allerede der. Jeg var så syg af kvalme kunne mærke hvordan min mave gav sig og kunne ikke bære hvis det skulle være for ingenting. Jeg fortalte lægen at jeg var så bange, og han sagde jeg bare skulle slappe af. Der var ikke noget jeg kunne gøre forkert når fostret ikke var større. Men det var jo ikke det jeg var bange for. Desuden, sagde han, når jeg var så langt henne ville jeg kunne mærke det eller begynde at bløde, hvis der var noget galt.
En aften var Manden ikke hjemme og jeg var så frygtelig, frygtelig bange for der var noget galt med den, inde i maven. Jeg græd og græd og var lige ved at ringe til vagtlægen. Men jeg lod være, for det gjorde ikke ondt andre steder end i sjælen.
Infomøde på sygehuset om Downs. Ni uger henne. Det var ikke for at skræmme os, men så vi vidste hvad nakkefoldsskanningen gik ud på. De fandt kun alvorlige misdannelser ved 2-5% af fostrene. "Selvfølgelig har jeres lille derinde det godt". Vi sad i kø i to timer og ventede på at få taget min blodprøve. Som var nødvendig for at de kunne teste for Downs. Selvom vi var ligeglade med om den havde Downs eller ej, gjorde vi det alligevel. Bare så vi kunne få lov til at tjekke om den var ok derinde. Ikke engang for at få lov til at se den og møde den. Men bare for at tjekke om den var ok.
Jeg kunne mærke på maven at den var anderledes. Den bulede anderledes i spejlet. Vi talte dage. 11+4. 12+1. Abortrisikoen mindskes dramatisk i denne uge. Det stod der i bogen. Vi kunne jo se og mærke der var noget. Jo flere dage der gik jo mere ubegrundet blev vores frygt. Statistisk. Vi havde også fortalt det til vores nærmeste. Mest fordi jeg havde så meget kvalme at jeg var nødt til at melde fra til ting.
Jeg kunne se det med det samme, på skanningen, at det ikke var rigtigt. Der var en som havde været på orlov et år, så hun skulle oplæres i det nye system de havde fået. Jeg blev ved med at tænke at det bare var fordi hun ikke gjorde det rigtigt. At den var så lille fordi hun ikke havde zoomet nok ind. At der ikke var noget der bevægede sig fordi hun gjorde det fra den forkerte side. Selvom jeg godt vidste det. De sagde at den var gået til grunde. At den kun var 8+1 stor. Jeg græd og græd og græd. De sagde at det var en helt forståelig reaktion. De sagde at 25% af graviditeter ender på den måde. 25%. Det er ikke det samme som 2-5%.
De var alle sammen meget søde ude på sygehuset. Min mor kom og Mandens søster, sammen med Niecen.
Jeg er aldrig blevet voldtaget. Men uden sammenligning i øvrigt, må det være sådan det føles. Helt, helt uønsket puttede de ting derind hvor jeg er pige og gjorde mig tom. Jeg kan ikke beskrive det bedre. Det var så unaturligt og helt forkert. Vi kunne ikke vælge bare at lade den være indtil min krop selv gjorde det der skulle til.
Så blev jeg udskrevet.
Der var ingen der fortalte hvad jeg så skulle. Nogle dage senere fik jeg penicillin af vagtlægen, fordi der var kommet en infektion.
Men der var ingen der sagde hvad man så gør ved sit liv, når man fejler som mor allerede inden man fik lov at prøve.
Og ingen der fortæller hvor min baby blev af. Jeg ville så gerne kunne have haft den med hjem, så vi kunne begrave den et sted.
Selv om jeg har mistet et barn, så synes jeg stadig, at det er svært at vide, hvad jeg skal sige til andre, der mister. For vi har ikke brug for at høre det samme.
SvarSletDet eneste jeg ved med sikkerhed, er, at det er sindssygt vigtigt at tale om det, at sætte ord på. På den måde får man bearbejdet sorgen og det er simpelt hen en nødvendighed.
Jeg sender dig en masse tanker... og så tillader jeg mig at spørge og du skal ikke svare, hvis jeg kommer for tæt på. Prøver I igen?
Jeg synes det er enormt svært, fordi det er så privat. Så intimt. Det er svært hvor grænsen går mellem "det her har jeg brug for at fortælle og snakke om" og "det her er for privat, enten for mig eller dem jeg fortæller det til"
SvarSletDet har hjulpet mig enormt meget at vide at jeg ikke er den eneste. Min mor, min svigermor, min kusines veninde... der dukker ligepludselig alle de her historier op, og derfor synes jeg det er sådan en skam at det ikke er noget man snakker om. Og jeg bliver så ærgerlig over at man af lægen, eller sygehuset, ikke får noget reel information om hvad der sker når det ikke går godt og hvor tit det sker. For så ville man jo have skabt et miljø hvor det var ok at snakke om det og være bange og ked af det.
Og ja, vi prøver igen. Det var rigtig vigtigt for os at det her ikke skulle være et punktum. Det var ikke sorgen der skulle sætte dagsordenen - og jeg tænkte også at hvis vi ventede så ville jeg kun blive mere bange.
Men apropos det der med at "prøve igen" så fik Manden af alle (a.l.l.e.) sine kollegaer sætningen "op på hesten igen" - som om det var det samme barn vi var ved at lave, og man bare kunne erstatte det vi havde mistet. Jeg ved ikke om det er et dansk fænomen, men det er som om vores gængse måde at omgås hinanden på slet ikke er gearet til situationer hvor noget går rigtig galt
Den fik vi også... den med hesten. Jeg tror, at det handler om, at det stadig er forbundet med en masse tabu og akavethed. For netop fordi mange ikke taler om det af den ene eller den anden grund, betyder også at det er smadder svært for omgivelserne at forholde sig til det.
SvarSletDerudover er sandheden bare også den, at hvis man ikke selv har prøvet det, så er det rigtigt svært at vide, hvad det er den rigtige etikette.
Mange ord virker tåbelige. Personligt vil jeg hellere have at folk prøver også selv om det bliver den med hesten end at de forsøger at tie det væk.
Og for os var det et og andet sted rigtigt... vi skulle i gang igen. Cirkeline er og bliver Cirkeline, sådan er det - men vi havde lidt tab af forventninger og vi ville gerne have det levende barn.
Vi lærte hurtigt at sortere i det meste og gå mindre på af det. Det var uanset hvad vores sorg og den var svær at dele med andre.
Mange tanker...
Kære dig, jeg kender dig ikke. Jeg har ingen børn og har heller ikke forsøgt. Alligevel berører din historie mig. Ja, det er intimt og privat, men for hulan, de ting du beskriver, burde stå i en folder. For har vi ikke brug for at vide, at man ikke er alene? Så man kan tale om ærten? Tak fordi du delte. Mange tanker P.
SvarSletÅhhh dog. Det smerter mig at læse dit indlæg, og selv om jeg ikke har nogen kloge ting at sige, skriver jeg alligevel. Er helt enig med dig i, at det er som om vi nordboere (eller i hvert fald mange af os) ikke helt er gearet til at tackle store, sorte følelser. Skørt, egentlig, for de er jo ikke farlige. De er 'bare' triste. Og meget meget vigtige at få sat ord på.
SvarSletTak fordi du deler og fordi du er så ærlig. Det er modigt! Og velkommen tilbage til Blogland...