Åh, men jeg forstår det ikke. Det der med at kærlighed er så kompliceret.
For gu er det da ej.
Læste lige en bog (vil ikke sige hvilken for ikke at spoile) og så var det bare noget med "jamen han har forladt mig, og han kan ikke få mig tilbage med mindre han VIRKELIG gør noget for det" HERREGUD sindssyge kvindemenneske hvis du vil have ham må du jo råbe op og løbe efter ham. Det kunne jo være han var ligeså lost og så blev det bare aldrig til noget fordi I begge to sad der og var stolte og ville reddes eller what the fuck ved jeg. Ahmmen for fanden, jeg magter ikke sådan noget.
"Vi vil begge to gerne have hinanden, men det er for intenst, vi brænder ud" Jeg forstår det virkelig, virkelig ikke. Hvis der var to voksne mennesker som virkelig gerne ville have hinanden så er der vel INTET der forhindrer dem i det? Så luk nu røven i med det pis og tag hinanden i stedet for at være så pissebange.
Jojo, det gør ondt når det går galt. Men den risiko hører ligesom også med.
Man kan jo ikke sidde på sin flade og klage over at man har savnet lidenskab i alle ens forhold, når man så ikke er villig til at kæmpe for det forhold hvor lidenskaben er. Og bliver røvfornærmet bare der går en halv dag hvor lidenskaben er sygemeldt, og overhovedet ikke kan tilgive eller komme over nogen som helst former for krise.
Og så alle de der regler "Du må ikke ringe til ham" "Du må ikke virke desperat" "Du skal sørge for at se godt ud næste gang i ses"
Når det vel i virkeligheden ville virke bedre at man stod foran hans vindue i sit slidte joggingtøj og stortudede og sagde man ikke kunne leve uden ham. At man gav slip og gjorde det klart hvad man ville. At man elskede ubetinget og på trods.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.