En kort bemærkning

Der er trist ovre hos Julie for tiden, og jeg kom til at tænke på vores lille Ært. Som jeg stadig savner, selvom det ikke er på samme måde nu hvor maven er fuld af Ananas.

Og så er der mange af kommentarerne til Julies indlæg som handler om at det var for det bedste at man havde aborteret for ellers havde man jo aldrig fået det vidunderlige og helt rigtige barn man fik bagefter.

Sådan har jeg det slet ikke. Jeg ville helst have dem begge to.

Ruth er (stadig) en prut

Nu siger jeg det bare, selvom der måske er nogen der bliver sure.

Men åh, hvor jeg synes det er en skam at vi lever i et samfund hvor vi overhovedet skal diskutere en ting som "fri abort" Hvor jeg synes det er ærgerligt at der er nogen der ikke kan tage sig af deres børn, og hvor jeg inderligt, inderligt, inderligt er ked af at der er små ufødte børn som ingen har lyst til at have.

Jeg siger det bare. Det handler ikke om at jeg er imod fri abort, for i det samfund vi har indrettet er det nødvendigt at det valg er et valg der er frit.

Men hvor ville jeg dog ønske vi havde indrettet os anderledes.

Ondt i hjertet

Nogle gange får man bare pludselig ondt i hjertet og svært ved at sove, uden grund.

Indtil man opdager at det var d.2. i lørdags.

Underligt som min hjerne er holdt op med at registrere det, når hjertet ikke er.

Nu måtte han godt lige skrive

Nåhmen, nu har jeg tænkt meget over det der med at det er totalt tabubelagt at snakke om abort og at folk aldrig ved hvad de skal sige og at jeg tænkte at det måtte man bare tage oppefra og ned og så se positivt på de reaktioner der kom. Men faktisk, så kan jeg godt mærke med mig selv at der er grænser for hvad jeg egentlig synes er ok.

Fx havde jeg skrevet en ret overfladisk mail til en bekendt/ven/whatchamacallit, hvor jeg også skrev at det jo selvfølgelig ikke sagde noget om hvordan jeg egentlig havde det. Han svarede nogle dage senere at han jo også gerne ville høre om det hvis der var noget galt, men kun hvis jeg kunne overskue at fortælle om det. Så tænkte jeg lidt over dét og endte med at skrive en ultrakort besked om at jeg havde været gravid og vi havde mistet barnet - med en note om at det var så kort, fordi han så selv kunne sige hvor meget/lidt han ville høre og ikke fordi jeg ikke ville snakke om det.

Så gik der så en uge uden jeg hørte noget (overhovedet). Så gik der ti dage. Så skrev jeg og spurgte om han havde fået mailen, for jeg kunne jo se han havde været online på facebook (så han havde tydeligvis internetadgang) Fem minutter efter dukker svaret "Ja, det er en forfærdentlig historie, jeg skriver snart" op.

Det var så i mandags.

Og så var det, lige der, jeg kom i tanke om at der faktisk kun er to acceptable reaktioner når man skriver en besked der kan koges ned til "jeg er ødelagt af sorg"

1. Det er ok at skrive en meget kort besked - enten for at sige "Det gør mig virkelig ondt. Jeg skriver mere senere når jeg har ordentlig tid" eller "Det gør mig virkelig ondt, men jeg har ikke lyst til at høre mere om det" - HVIS man skriver omtalte korte besked med det samme

2. Det er ok ikke at skrive et svar med det samme HVIS man inden for overskuelig tid (en uge, fx) skriver en mere uddybende og gennemtænkt/følt mail

Det er i hvert fald helt fuldstændig uacceptabelt i løbet af 16 (seksten!!) dage ikke at have skrevet andet end et lynsvar på opfordring. Ligemeget hvor travlt man har på sit arbejde.

Den korte version

Det er jo ikke fordi jeg er hjerteknugende trist over det foster som gik til grunde.

Men jeg er så trist over at have mistet det barn som vi kaldte Ærten.

Og så er jeg så usigeligt vred over at de kunne sidde der til skanningen og kalde det "graviditetsproduktet"

Den lange version

Først og fremmest, tusind tak for kommentarerne på mit forrige indlæg. Jeg gik i gang med at besvare dem, men det blev hurtigt meget langt.

Der gik et år (næsten helt præcis) fra jeg fik fjernet min spiral til jeg blev gravid. Det var enormt surrealistisk, og den primære følelse var faktisk ikke glæde. Men angst. En altoverskyggende angst for at vi ikke måtte få lov til at få det lille barn alligevel, når vi havde ventet så længe.

Jeg drømte at vi skulle have et barn en nat og vågnede op og tænkte at jeg var gravid. Var sikker på det indtil jeg vågnede helt op og fik mig selv overbevist om noget andet. Men da jeg regnede efter senere passede det faktisk med befrugtningstidspunktet.

Vi var ved lægen to gange. Syv uger henne, for at få konstateret graviditeten og otte uger henne, for at få svar på blodprøverne. Allerede der skulle vi vælge hvor jeg gerne ville føde. Føde. Det er jo det samme som at sige der kommer et barn ud af det. Jeg var bange allerede der. Jeg var så syg af kvalme kunne mærke hvordan min mave gav sig og kunne ikke bære hvis det skulle være for ingenting. Jeg fortalte lægen at jeg var så bange, og han sagde jeg bare skulle slappe af. Der var ikke noget jeg kunne gøre forkert når fostret ikke var større. Men det var jo ikke det jeg var bange for. Desuden, sagde han, når jeg var så langt henne ville jeg kunne mærke det eller begynde at bløde, hvis der var noget galt.

En aften var Manden ikke hjemme og jeg var så frygtelig, frygtelig bange for der var noget galt med den, inde i maven. Jeg græd og græd og var lige ved at ringe til vagtlægen. Men jeg lod være, for det gjorde ikke ondt andre steder end i sjælen.

Infomøde på sygehuset om Downs. Ni uger henne. Det var ikke for at skræmme os, men så vi vidste hvad nakkefoldsskanningen gik ud på. De fandt kun alvorlige misdannelser ved 2-5% af fostrene. "Selvfølgelig har jeres lille derinde det godt". Vi sad i kø i to timer og ventede på at få taget min blodprøve. Som var nødvendig for at de kunne teste for Downs. Selvom vi var ligeglade med om den havde Downs eller ej, gjorde vi det alligevel. Bare så vi kunne få lov til at tjekke om den var ok derinde. Ikke engang for at få lov til at se den og møde den. Men bare for at tjekke om den var ok.

Jeg kunne mærke på maven at den var anderledes. Den bulede anderledes i spejlet. Vi talte dage. 11+4. 12+1. Abortrisikoen mindskes dramatisk i denne uge. Det stod der i bogen. Vi kunne jo se og mærke der var noget. Jo flere dage der gik jo mere ubegrundet blev vores frygt. Statistisk. Vi havde også fortalt det til vores nærmeste. Mest fordi jeg havde så meget kvalme at jeg var nødt til at melde fra til ting.

Jeg kunne se det med det samme, på skanningen, at det ikke var rigtigt. Der var en som havde været på orlov et år, så hun skulle oplæres i det nye system de havde fået. Jeg blev ved med at tænke at det bare var fordi hun ikke gjorde det rigtigt. At den var så lille fordi hun ikke havde zoomet nok ind. At der ikke var noget der bevægede sig fordi hun gjorde det fra den forkerte side. Selvom jeg godt vidste det. De sagde at den var gået til grunde. At den kun var 8+1 stor. Jeg græd og græd og græd. De sagde at det var en helt forståelig reaktion. De sagde at 25% af graviditeter ender på den måde. 25%. Det er ikke det samme som 2-5%.

De var alle sammen meget søde ude på sygehuset. Min mor kom og Mandens søster, sammen med Niecen.

Jeg er aldrig blevet voldtaget. Men uden sammenligning i øvrigt, må det være sådan det føles. Helt, helt uønsket puttede de ting derind hvor jeg er pige og gjorde mig tom. Jeg kan ikke beskrive det bedre. Det var så unaturligt og helt forkert. Vi kunne ikke vælge bare at lade den være indtil min krop selv gjorde det der skulle til.

Så blev jeg udskrevet.

Der var ingen der fortalte hvad jeg så skulle. Nogle dage senere fik jeg penicillin af vagtlægen, fordi der var kommet en infektion.

Men der var ingen der sagde hvad man så gør ved sit liv, når man fejler som mor allerede inden man fik lov at prøve.

Og ingen der fortæller hvor min baby blev af. Jeg ville så gerne kunne have haft den med hjem, så vi kunne begrave den et sted.

Hvordan livet ligepludselig godt kan gå i stå

Dengang i april da jeg skrev dette indlæg havde jeg håbet min blog skulle handle om noget andet. Jeg havde endda skrevet et indlæg om det, men det rette tidspunkt til at udgive det kom aldrig. Men nu indsætter jeg det alligevel her, fordi jeg føler et enormt behov for at fortælle om det.

"Vi kan vel godt blive enige om at forskellen på 1 og 2 er en.

Men at to pludselig godt kan blive til +1 og betyde tre... det er vist kun i graviditetstestens verden af streger det forekommer.

[...]

PPS. Please please please, lille mini-baby, bliv nu derinde og voks dig til en stor baby"

Det skærer helt ubeskriveligt i hjertet at læse det indlæg igen. For den lille mini-baby blev ikke større. I starten af juni da jeg var 12 uger henne, til den første ultralydsskanning, var der ikke noget liv. Det er først nu jeg overhovedet er i stand til at sætte ord på hvad jeg føler, og det føles meget vigtigt at sige noget. At råbe højt. For jeg føler mig fanget i et limbo hvor vi har mistet et barn, som bare aldrig var et rigtigt barn. Jeg står i en situation som "ikke er noget man taler om" og har en sorg der er alt for stor til at kunne rummes i en kasse der står "ufrivillig abort" udenpå.

Og nu... nu er det som om min verden aldrig rigtigt gik igang igen. Pludselig er den blevet frarøvet alt hvad der gav sammenhæng og mening. Og der var ingen, ingen, der havde nævnt at den godt kunne dø inde i min mave uden jeg mærkede noget til det, og ingen det havde forberedt os på hvad der egentlig sker når en graviditet går galt.

Men jeg har ikke lyst til at huske det for alt det der var trist, men for hvor lykkelige vi var i den korte tid vi havde den, derinde i maven. Så her, nogle ord fra den dag testen var positiv.

"Vi cyklede en tur i skoven og spiste is og plukkede anemoner (måske er det også en anemone der vokser i min mave?) Og mine bryster er ømme og alting lugter forkert. Men slet ikke så meget at jeg er helt 100% overbevist om at det ikke bare kan skyldes noget andet. Samtidig er jeg jo også 100% overbevist om at der er noget, derinde i min mave. Og jeg er bange, bange, bange for der sker den noget. Eller at den ikke ville bo der alligevel. Eller at den vokser forkert.

Og helt, helt, helt og aldeles irrationelt har jeg en følelse af at jeg ikke kan få lov til at få begge dele. At det er fuldstændig umuligt både at have Mand og Baby, og at jeg med garanti vil miste en af dem. Jeg glæder mig til at snakke med lægen (tirsdag) og endnu mere til der forhåbentlig engang er nogen der vil vise mig den på en ultralyd. Et eller andet sted er det enormt frustrerende ikke lige at kunne tjekke den er ok derinde. For ligepludselig er det det eneste i verden der er vigtigt."