Moodkilleren

Ja, det er så mig. Har de sidste dage vekslet imellem om jeg skulle skrive indlæg om påtaget julehygge, eller om jeg også skulle lade panisk overtidsgravid løs på bloggen.

For jeg er panisk. Efterhånden. Det er overhovedet ikke sjovt længere. Det ville være fint nok hvis bare vi kunne sige "Nåmmen, den kommer når den kommer" og så vente videre i ro og julefred og junkfood. Men når man er 41+3 er det bare ikke rigtigt en mulighed længere. For så er der pludselig kun fire dage til Baby sådan set helst skal være ude, og så hedder det pludselig igangsættelse. Senest søndag.

Nå.

Vi var til overtidsvurdering i tirsdags, og det var såmænd hyggeligt nok, med Svigermor der tudede over at se scanningen, og Baby der (som altid) var eksemplarisk og gennemsnitlig og havde det godt. Måske knap så hyggeligt med beskeden "ved at være blød, og måske et par centimeter", som vi alle sammen godt ved et fagsprog for "der er ikke tegn på en skid".

Såeh... nu skal vi afsted i dag. Igen. Til endnu en vurdering. For så længe Baby har det fint, og der er masser af vand og moderkagen virker, så vil de egentlig helst trække den der igangsættelse, i håb om at det går af igang af sig selv i løbet af weekenden. For det ville jo være det allerbedste, sådan i forhold til Babys velbefindende. Men... det er bare ikke rigtigt det bedste i forhold til mit velbefindende, kan jeg godt mærke. Jeg har ondt i maven (men desværre ikke ve-ondt) over den der igangsættelse, og hvis det endelig skal være, så vil jeg egentlig hellere have det overstået end have det hængende over hovedet en halv eller en hel weekend.

Og det er ikke fordi jeg er bange for den igangsættelse, rent teknisk. Det er bare fordi jeg blev sat igang sidst. Og det var ikke frygteligt eller noget... der er bare en masse følelser forbundet med det. Følelser som jeg ikke har lyst til at genopleve, samtidig med jeg skal føde Nye Baby. Så derfor har jeg ondt i maven. Og er faktisk rigtig ked af det.

Nå, nu kommer min mor (Shit, er klokken allerede så mange)