Min Mand

Så lå vi der, lørdag aften, og var ret ufrivilligt blevet sådan nogle der måske skulle til at tage nogle ret store beslutninger om vores videre liv.

Manden: "Undskyld, hvis jeg lyder som faren i julekalenderen, men det har været en god dag"
Mig:"Ja... og det bliver også en god dag i morgen"

Og han tager mig i hånden og giver den et klem, og jeg smelter indeni. For det er altid en god dag når bare vi har hinanden... og han har jo ret når han siger at vi nok skal klare den, ligemeget hvad.

Jeg løber fuldstændig tør for ord, når jeg forsøger ar fortælle ham hvor meget det betyder for mig, at han bare siger at han ikke vil have jeg skal være et sted hvor jeg har det dårligt, og tilbyder at finde ekstra arbejde i sine friuger, hvis det bliver nødvendigt. Som det første. Det falder ham slet ikke ind at det måske var mig, der skulle finde ekstra indkomst, eller at det var en unfair fordeling hvis han skulle lave det hele, men til gengæld få mindre for det.

Nede i min mave kan jeg godt mærke, at hvis push comes to shove, så vil jeg hellere have et år hjemme med nul penge og et stramt budget, end jeg vil kæmpe for en eller anden lille indkomst, eller give afkald på Mandens barsel. Men det kunne jeg bare ikke så godt sige højt, når nu det ville gå mere ud over ham, end mig. Og ende med at have ret betydelige konsekvenser for vores fremtid.

På en måde gør det det kun værre at han foreslår det af sig selv. For hvordan skal jeg dog kunne bære at han er villig til at give afkald på så meget... for mig?

Jeg ved ikke om det bliver aktuelt. Jeg har faktisk ingen anelse om hvordan det bliver. Men det er rart at vide vi er samme sted. Inderst inde og nede i maven, ved jeg, at det bliver ok, ligemeget hvad.

Og jeg ved, at jeg elsker ham. Grænseløst. Som jeg har gjort siden den dag han så mig i øjnene og sagde "Jeg vil vente så længe det skal være, men jeg ved det er dig" - og jeg også godt vidste det var ham.