Vinterhi og ventetid

Jeg tror vi er ved at gå i hi, måske?

Manden kom hjem efter sidste nattevagt i morges. Sidste arbejdsdagnat i... ja, hvad der ligeså godt kunne være for evigt. Først er der friuge, og så er der ferie, og så er der friuge igen. Og så er der barsel. Hvis Nye Baby altså er kommet ud i løbet af de tre uger - og ellers må vi jo ud i noget igangsættelse.

Min moster skrev i dag om vi mon ikke var ved at være utålmodige nu. Men øh... næh...? Er sådan set også kun 38+1, og det passer os ganske glimrende hvis vi lige fik noget tid til at hygge os, bare os to, inden kaos indtræffer. Tror mere det er et tilfælde af min moster der projicerer sin egen utålmodighed over på os. Hendes, og min mormors. De er vist gået helt i selvsving.

I virkeligheden handler det måske også om at vi gerne vil nå at prøve det hele den her gang. Ventetiden, forberedelserne, utålmodigheden, spændingen. De der timer (dage?) hvor man går og tænker om det mon er nu man skal ringe til fødegangen? Jo, det ville da være fint med mig hvis den kom til termin, eller et par dage før, men den skal ikke have at høre for hvis det først bliver en uge efter (ikke engang selvom det så bliver december)

Ok, i den virkelige virkelighed handler det måske allermest om at jeg slet ikke kan forholde mig til ekstern Baby. Det rækker min forestillingsevne bare ikke til. Mit erfaringsgrundlag siger at 100% af babyer ikke kommer med hjem, og ligemeget hvor meget jeg godt er klar over at det er en helt anden baby end Ronan... ja, så defaulter jeg til at babyer er sådan nogen man føder, og så er det lissom lidt det. Ikke forstået sådan at jeg tror der sker Nye Baby noget, eller noget som helst i den dur. Der er bare blank skærm, når jeg prøver at tænke længere end fødslen.

Og så er det hele også bare blevet så pokkers sårbart. For hvor er det pludselig bare tydeligt hvor meget vi gik glip af med Ronan. I halvsovende gravidpanik forsøgte jeg den anden nat at huske hvordan det var fødslen gik i gang med Ronan, og i et frygteligt splitsekund gik det op for mig at det gjorde den ikke. Han døde bare. Og nu er jeg bange for at vi glemmer ham. At vi glemmer hvor lille han var at holde om, og hvor blød hans kind var. For det er det eneste jeg kan huske tydeligt, og jeg kan ikke bære hvis det bliver væk. Ikke engang selvom det blev erstattet af en anden blød babykind. Hvordan kan man nogensinde have plads til to mennesker, der er hele ens verden?

Jeg savner ham så grusomt...

Nå, men det var det hi vi kom fra. Vi har fejret friheden med kage til onsdags-rundstykkerne, og Manden gik efter burgere til aftensmad. Nu vil jeg prøve at lokke selvsamme Mand med ind i seng, selvom hans nattevagts-vante krop måske ikke helt siger det er tid. Men min krop siger det er tid. Og mit hjerte siger han skal med.