Godt det snart(agtigt) er tirsdag

Nåmmen fødselsforberedelse i mandags var fint. Bortset fra at det var det ikke. Havde mange mærkelige drømme om natten og i går følte jeg mig helt i kulkælderen, og følte slet ikke vi rigtig havde fået klar besked. For hende der har kurset er nyuddannet, og derfor stadig meget fagnørdet - men dog uden altid at have helt styr på de nærmere detaljer, eller at kunne komme med konkrete tal. Og så sidder man der og har fået information som man bliver bedt om at forhold sig til, men uden man har fået et reelt grundlag for det. Så det er nok meget godt vi skal til sædvanlig erfaren, helt-nede-på-jorden jordemoder på tirsdag, så jeg forhåbentlig kan få nogle lidt mere håndgribelige informationer.

Hjælper så heller ikke rigtigt på stemningen at Manden har fået rigtig øv-ondt i ryggen og, forståeligt nok, virkede lidt fraværende i går. Syntes dog ikke det var helt ok at han grinede mens han trøstede mig efter jeg slog albuen ind i bordkanten og bare begynde at hyle, fordi det hele bare var alt, alt for meget. Og syntes slet ikke det var ok, da jeg lå i sengen og tudede og forsøgte at forklare ham at jeg endelig havde fundet ud af hvad der gjorde mig så ked af det og usikker, og han så bare faldt i søvn.

I dag stod han så (relativt) tidligt op og gik efter rundstykker, fordi han syntes vi skulle fejre at han har friuge som vi plejer, selvom han har været hjemme med dårlig ryg de sidste to nætter. Og han lavede morgenmad på sengen og sagde undskyld, og selvom det var både tiltrængt og hyggeligt hjalp det ikke det vilde på overskuddet. Hans ryg er blevet meget værre, så det han kan overkomme er at ligge meget stille og sove.

Han kæmpede sig dog op for at komme med ned til lægen til sidste graviditetsundersøgelse, og det er jeg virkelig glad for han gjorde. Jordens Rareste læge er nemlig blevet langtidssygemeldt, så det var en ny uddannelseslæge vi kom ind til. Og det var rimelig meget røv og nøgler. Er glad for det er en let og ukompliceret graviditet, for ville godt nok ikke være tryg ved hende, hvis jeg var bare det mindste i tvivl om hvoridt alt var som det skulle være. Hun virkede i det hele taget lidt som den type læge der er lidt træt af patienter, og sluttede af med at sige "Hvis der er noget, kan I jo bare ringe... til fødegangen". Godt så.

Jeg er heldigvis kommet af med det værste af de der trælse tanker, og har nogenlunde fundet ind til den rigtig mavefornemmelse igen. Men føler bare stadig at jeg mangler at få grædt ud, og trænger i den grad til at give slip og bare gå død på sofaen. Desværre bare ikke en mulighed når man udgør hele den andel af husstanden der kan bevæge sig. Bortset fra katten. Men den laver nok ikke varm kakao til mig.

Ej, rundstyk at det her bare blev endnu et klynkeindlæg. Jeg havde ellers tænkt jeg ville skrive et indlæg om hvor helt igennem underholdende det er at læse "Stump i mors mave" sammen med Niecen. Nå, det må så lige blive en anden dag, hvor det ikke føles helt så meget som om min hjerne er ved at glide fra hinanden.