Uden titel. Og uden indhold.

Manden er nu tilbage på arbejde. Men jeg har det stadig skidt.

Jeg havde tænkt mig at skrive et sammenhængende og intelligent indlæg om det der dilemma med hvornår det er ok at bede om hjælp. Og hvornår man bare er til besvær. Om angst for det er skidt-skidt, på den rigtige måde, og ikke går væk igen før Nye Baby kommer. Om at jeg igenting kan. Om at jeg ikke aner hvad jeg skal stille op med al den uforklarlige tristhed og ensomhed jeg pludselig føler.

Desværre kan jeg ikke samle tankerne nok til at det bliver hverken sammenhængende eller intelligent. Og jeg kan sjældent præcisere min tilstand nærmere end "Jeg har det bare rigtig skidt"