Det er bare en af de dage. En af dem med et hæsligt ansigt på, som man ikke rigtigt ved hvad man skal stille op med. Vågnede op i morges med en krop der på ingen måde føltes udhvilet eller genopladet. Var nøjagtig lige så tung og øm som da jeg gik i seng. Har en brændende følelse lige under ribbenene i højre side der breder sig og bliver til en konstant ømhed i hele højre side af ryggen og det plejer at være til at bære det meste af dagen, fordi det plejer at kunne afhjælpes lidt ved lige at ligge lidt og slappe af og strække ud. Plejer er død.
Jeg er bare i rigtig dårligt og trist humør. Det er ikke som sådan fordi jeg er ked af det eller tænker meget på det vi og Ananasen skal igennem. Men det sidder i mig og jeg er tyndslidt. Og Manden er tyndslidt og det er rigtig, rigtig hårdt at han er afsted på arbejde om natten og sover om dagen. Jeg har slet, slet, slet ikke overskud til at snakke med eksamenskontor og studievejleder og søge dispensation fra studienævn og whatnot. Som i slet ikke. Vi har ikke engang tid til de ting vi gerne vil nå i forhold til bebisen inden han kommer.
Undskyld det er sådan et klynkeindlæg, men nogle gange er det hele bare noget rigtig lort - og selvom jeg gerne vil vise og huske det her forløb på en ikke-bitter måde så er det heller ikke fair at fremstille det som om det bare er piece of cake. For det er også pissehårdt og der er ikke plads til noget andet og pludselig har man ikke noget svar på spørgsmålet "hvad er der så sket siden sidst?" for der er ikke sket en skid, ud over at vi spiste en hel liter is en dag og gik tidligt i seng.
Da jeg gik hjemme og var sygemeldt inden jeg gik igang med at læse igen var jeg ved at blive sindssyg til sidst over kun at se mig selv hele dagen og ikke kende nogen og ikke vide hvad fanden jeg skulle gøre af mig selv. Alle de ting kommer frem i mig igen i al deres grimhed, bare endnu værre fordi jeg knap nok kan klare en tur ned i Fakta og da slet ikke ud til stranden, hvor jeg faktisk ellers gerne lige ville ud og kigge på det der vand der er så stort at man ikke kan se den anden side.
Jeg er træt af ikke at kunne være nogen steder, fordi det gør fucking ondt ligemeget hvordan jeg anbringer mig og jeg gad faktisk godt at der var nogen som kom og forkælede mig. Som i lige nu.
Åhr, mand - det lyder altså godt nok også hårdt. Sender dig lidt virtuel forkælelse og håber, at i morgen bliver bedre! Tanker til dig og Ananassen.
SvarSletHold nu kæft, hvor jeg bare føler med dig. Der er ikke noget at gøre eller sige, som kan tage dig ud af din vacuum-agtige tilstand fastløst til sofaen og gemt væk med alle de der kødædende tanker. Jeg forstår det der med at være bange; ikke bare bange, men bange som i angst. Og med god grund. Der er ikke nogen, som skal komme og sige, at du ikke har lov til at være piv-bange, men fra én mor til en anden: du har også den største glæde i vente.
SvarSletJeg har for nyligt mistet min lille søn - han blev født i uge 26 med en hjertefejl lignende jeres babys. Og han var altså alt for lille til at leve med sit ellers så fine lille hjerte. Han levede 5 dage på Neonatal på Rigshospitalet. Jeg siger det ikke for at gøre dig endnu mere bange - jeg siger det, fordi jeg midt i al smerten og sorgen, simpelthen er så glad og stolt over min lille dreng. Han var et smukt og fuldendt barn, og jeg var glad for den (korte) tid jeg fik med ham.
Hvis du på nogen måde kan, så husk at nyde ALT hvad du får. Det er ikke os alle, der får alt hvad vi ønsker, men vi kan lære at sætte pris på det vi får.
Du får DIT barn og uanset hvordan det går, vil du elske det ud over alle grænser. Det gør du allerede - det er tydeligt på bloggen.