Steinbeck

Da jeg var 9-10 år gammel hjalp jeg min far med at rydde op i en bunke af gamle papirer og bøger. Jeg har altid elsket at læse, og var konstant på jagt efter nye bøger jeg kunne sluge, så hver eneste bog blev undersøgt. De kedelige bøger uden farve på omslaget, der tydeligt var voksenbøger fik min far uden videre lov til at lægge væk, men hvis de så spændende ud skulle de inspiceres nærmere.

Forestil jer min iver, da jeg fik en bog med en hest på forsiden mellem hænderne. Jeg gik ikke selv til ridning, men jeg var dødmisundelig på dem der gjorde, for heste var bare det helt store. Jeg aede den lidt. Jeg spurgte min far om jeg kunne læse den (et ofte stillet sikkerheds-spørgsmål, for nogle bøger var voksenbøger, selvom de så spændende ud) og han sagde at det var der ikke noget i vejen for.

Den Røde Pony.

Jeg husker ikke længere handlingen. Kun at det handlede om en dreng og en hest, hvilket var det der betød noget for mit preteen jeg. Men slutningen, den husker jeg til gengæld. Alt for tydeligt.

SPOILER-ALERT: Hvis du ikke kender slutningen, og ikke vil vide hvad der sker, så spring det her over.

Hesten dør. Den dør. Jeg husker hvordan jeg sad med tilbageholdt åndedræt og ventede spændt på hvordan det hele mon ville ordne sig. Det gjorde det bare ikke. Der var ikke noget der ordnede sig og hesten døde. Og så var bogen slut. Jeg græd og græd og græd. Det var den første bog jeg læste, som ikke endte lykkeligt og jeg var fuldstændig uforberedt. Jeg anede ikke at bøger kunne slutte trist - for det er jo en bog og der kan forfatteren selv bestemme hvad der sker.

SPOILER SLUT.

Steinbeck havde gjort et indtryk. Og skræmt mig fra vid og sans. I mine teenage år foreslog min far mig ofte at læse "Et mægtigt gilde" og "En dejlig torsdag", når jeg (igen igen) var løbet tør for noget at læse. "Det er sådan nogle dejlige bøger", sagde han. Jeg troede ikke på ham - det var også ham der havde sagt at jeg sagtens kunne læse den katastrofale hestebog. Jeg var flyttet hjemmefra før jeg havde samlet nok mod til at gå igang med dem, så jeg har været 18-19 år før jeg læste Steinbeck igen.

Og det var nogle dejlige bøger. Nok de dejligste bøger jeg nogensinde har læst. Så helt igennem sjove og varme og ægte, og jeg åndede lettet op. Så var det nok bare mit yngre jeg, der havde overdramatiseret. Det var, heldigvis, bare fordi jeg ikke var forberedt på slutningen dengang. Så kunne jeg jo sagtens læse resten af de dejlige Steinbeck-bøger i mine forældres reol.

Jeg læste "Øst for Paradis" året efter. Og jeg græd og græd og græd. Jeg hylede mig igennem den bog, og jeg sad bagefter tilbage med nøjagtig samme følelse som da jeg havde læst "Den røde pony". Det var frygteligt og grusomt og greb mig langt ind i sjælen. Jeg var blevet voksen og vidste godt at både livet og bøger ikke altid var lykkelige, men på en måde gjorde det bare bogen så meget værre.

Den anden dag gik jeg forbi en ny udgave af "Vredens druer" nede i boghandlen. Og den trak i mig, kunne jeg godt mærke. Min mor har sagt at jeg ikke må læse den, men jeg bliver jo nødt til det. Det er seks år siden sidst nu, og jeg er ved at have samlet modet.

Men måske jeg skulle starte med at genlæse "Cannery row" og "Sweet Thursday". Ikke fordi jeg ikke tør springe direkte ud i "Grapes of wrath", vel for det gør jeg jo totalt, men fordi hvis jeg nu startede med de dejlige bøger, så kunne jeg måske nå at glemme at Steinbeck også kan være grusom.