Babyjammer

Det er hårdt at være Baby for tiden.

Vi havde godt regnet med hun ville reagere på at Manden skulle på arbejde igen. Men jeg havde godt nok ikke regnet med det ville blive så voldsomt. Måske der også er andre ting der spiller ind, det ved man jo aldrig helt med de små størrelser, men i hvert fald er det bare rigtig, rigtig hårdt. Både for Babyen og Moren (og nok også for Faren)

I ugerne op til han skulle starte øvede vi konceptet "falde i søvn stille og roligt i egen seng". Noget hun hurtigt fandt fidusen ved, og selvom hun stadig havde brug for vi sang en sang og lå ved siden af et stykke tid, så var der ro på og hun faldt i søvn i god ro og orden.

Det glemte hun alt om igen den første dag Manden skulle sove efter en arbejdsnat. Hun skreg og skreg da jeg lagde hende, og det blev meget op og ned og gåen rundt og syngen sange og op og ned igen. For Manden skulle jo også sove, så han skulle heller ikke forstyrres for meget. Sovecirkus stod på lur. Men det gider hverken Moren eller Faren, og heldigvis var det en blid start med kun to nætter, så vi havde en hel uge (thank God) til at regroup'e og gentænke konceptet "falde i søvn stille og roligt i egen seng". Noget hun i øvrigt pludselig huskede alt om igen, da Manden fik fri.

Vi er ikke færdige med at tænke. Lejlighedens planløsning er mindre end optimal til far-sover-hele-tiden-og-baby-sover-noget-af-tiden-og-baby-skal-også-skiftes-ind-imellem, og løsningen lige nu er ikke rigtig optimal. Jeg putter Grynten til lur på sofaen, men hun kunne godt bruge noget der var lidt mere afskærmet, og så skal vi have fundet et sted til en ekstra pusleplads, så jeg ikke skal lave ninja-bleskift, for at undgå tis på sofa/gulv/håndklæder-der-ikke-lige-kan-komme-til-vask.

Nå, men alle de ideer om putning er jo ligegyldige hvis hun ikke vil putte. Hun falder sådan set fint nok i søvn (hvis hun er træt - hvis man læger hende for tidligt kan man godt glemme det), men så begynder hun at skrige. I søvne. Højt og meget ulykkeligt. Jeg tror måske hun har mareridt, men det er jo også helt umuligt at vide med sikkerhed. Hun er i hvert fald tæt på utrøstelig, og ikke til at vække. Det. er. så. hårdt. Især fordi hun heller ikke er helt på toppen når hun er vågen. Så vil hun også helst sidde hos mig med sin sut/noget legetøj og putte. Stakkels, stakkels baby, som tydeligvis godt kan mærke tingene ikke er som de plejer, og har brug for ekstra tryghed. Men en voksen mindre til at stå for det. Og stakkels mig, som bare gerne ville sidde en halv time for mig selv. I fred.

Hvilket jeg selvfølgelig gør lige nu, fordi hun lige nu tager en ordentlig (agtig) lur. For selvfølgelig er det ikke så slemt som det var i fredags, fressembel, for hvis det var ville jeg ikke have tid til blogindlæg. Eller te. Eller mad, for den sags skyld. Og glemt alt om noget som helst husligt. Så jeg håber det er fordi det er ved at blive bedre. Og at det bare lige er fordi vi skal lære det, alle tre.

Og apropos lære, så er der også en masse andre ting Babyen skal lære. Hun har fx fundet ud af at hun kan gøre noget med ting. Desværre er tingene sjældent samarbejdsvillige, hvilket er majet, majet frustrerende, og i den anledning har hun udviklet et helt nyt hys-hvin. Som bruges flittigt i alle situationer, hvor tingene ikke går som hun havde planlagt. Bliver vandflasken ved med at smutte mellem hænderne på en? Hvin. Kan man ikke nå bolden? Hvin. Går det for langsomt at dreje sig efter ting? Hvin. Moren er i øvrigt pænt stolt af at Babyen kan rotere en hel omgang på maven. Og at hun kan gribe målrettet ud med begge hænder. Og at hun kan sidde stille og koncentreret undersøge en ting i relativt lang tid.

Nå, nu er hun ved at vågne. Jeg var ellers ikke færdig med indlægget, men hvis jeg lader det ligge får jeg det aldrig gjort færdig. Så rundstyk, for det amputerede indlæg. Så må jeg skrive om mad og sange og temperament en anden dag. Måske.