Traditionen tro

Jeg fik vist nævnt i et afsnit af låveståryen (som jeg er håbløst bagud med, I know) at mig og Es i tidernes morgen fik startet en tradition om at se melodigrandprix sammen. Til den første grandprixaften blev vores "plus på"-system også udviklet, og det har faktisk ikke ændret sig ret meget, ud over at vi nu har lavet et scoresheet. Det er et meget subjektivt og åndssvagt pointsystem, der i al sin enkelthed går ud på at man skriger "Plus på xxx" når der er noget det er godt og forarget siger "Der er eddermame minus på yyy". Der er selvfølgelig masser af regler, og selvfølgelig overholder vi ikke nogen af dem. Således er det fx kun tilladt at give et plus på en ting, men det er set at "plus på udseende" er blevet udvidet til "plus på hår, plus på ansigt, plus på ben, plus på patter - nej, det må give to plusser på patter". Alt sammen meget plat og meget sjovt.

Det er allerede blevet en urokkelig tradition at vi skiftes til at være værter til det danske og det internationale. Det er ikke altid vi ser det på dagen, fordi alle arbejder åndssvagt, men så ser vi det på drNU. I år var det Essernes tur til at have det internationale og stjernerne stod åbenbart rigtigt, for der var ingen der skulle noget andet. Vi snakkede frem og tilbage om hvordan vi lige skulle løse det rent praktisk, for Gryntegrisen skal jo tidligt i seng, og vi havde ikke rigtigt mod på natbus sådan en pinselørdag. Af uforklarlige årsager har vi aldrig fundet på det før, men den indlysende løsning var sleepover - og jeg tror vi nu har udvidet traditionen, for det var virkelig hyggeligt (og nemt).

En stor del af vores grandprix-tradition udgøres af maden. Værterne skal stille med en ægte grandprixmenu, og vi forudså (korrekt) at der ville gå sport i at finde på det mest åndssvage. Til det danske havde vi lavet pølsemix med bølgefritter, så vi havde sat barren højt. Es overgik dog sig selv (og os) og havde gentænkt pindemadskonceptet: Han havde lavet pindemads-hotdogs. Syltet agurk, en stump pølse og en lille skive hjemmebagt hotdogbrød med forskelligt hotdogdyppelse til (herunder hjemmelavet ketchup) Der var også lasagne - måske ikke så grandprixagtigt, men de havde tænkt (korrekt) at det fik vi nok ikke selv lavet så tit. Til dessert var der en absurd stor skål bland-selv, så alt i alt ret gennemført.

Vi slentrede hjem opad formiddagen, trætte og mætte efter en killer-morgenmad og sugede søndagsstemningen til os. Der er altså noget helt specielt over sådan en stor større by, der sover ovenpå en lang nat. Vi gik en omvej, og nåede først et tog senere end det vi havde tænkt os, men det var bare en af de dage hvor det ikke gjorde noget. Hvor den tunge træthed sad i en og hele verden var i orden, selvom det var overskyet.

Da vi stod af toget i Byen Ved Vandet pisøsregnede det. Den der tætte, silende regn, som er så hyggelig, når det er sommer og jorden er varm af mange dages sol. Gryntegrisen gryntede nede i barnevognen og jeg kom i tanke om at klokken da vist var blevet mange og hun måske nok var ved at være sulten. Så jeg sad på en bænk, inde under halvtaget, og så på regnen mens den barnevognsvarme baby puttede og spiste i mine arme. Bagefter puttede vi hende ned under dynen og regnslaget og smilede til hende, dernede i hulen. Hun sov mens vi blev gennemblødte. Vi gik forbi Ronan på vej hjem, og lagde en lille sten som søde Frederikke havde sendt. Den er så fin, og jeg ville have taget et billede, men det hele var ved at drukne i regnen. Vel hjemme bar vi den sovende baby op og skyndte os d af det våde tøj og ned under dynerne på sofaen. Med varm kakao og Doctor Who. Søndagsdoven over hele linien.

I mandags kom mine forældre på besøg til dikke-dik af babyen og frokost (som de selv havde med). Min bror og søster kom først op ad eftermiddagen, og heldigvis havde min bror haft en frygtelig togtur. Og jeg siger heldigvis, for det betød at min mor syntes han skulle have trøsteis. Min bror blev efter de andre var kørt, og vi havde en virkelig hyggelig aften. Han sagde nej tak til at bestille pizza, for han ville hellere have hjemmelavet mad. Som så var pølser og pomfritter, men han siger det tæller som hjemmelavet når man har haft komfur og ovn tændt.

I går fik jeg en babyfri dag (altså, sådan en dag hvor Manden ordnede det hele), for jeg trængte helt ærligt til at lade op inden Manden skal på arbejde igen. Så jeg var alene i banken til møde, fik læst op på noget kommunalpolitik og kom til at købe to lego Heroica-spil, fordi de var sat ned til halv pris.

Og apropos overhovedet ingenting så er babyen begyndt at spise grød. Jeg havde forestillet mig at det var sådan noget med at vi skulle have en lille bordbøn (ikke noget der er "alt for Jesus", som Manden siger) og at højstolen skulle være i hus først, men midt i Mandens sidste arbejdsuge fik jeg simpelthen nok af at der var så meget skrigeri hver gang hun skulle have mad. Så jeg kogte noget hirsegrød, som hun åd/smattede ud over det hele, og det virkede overhovedet ikke som noget problem, så vi gjorde det igen dagen efter. Og så fandt jeg på at mose en halv banan og putte i og det var et hit, og hun spiste op. Så nu får hun skemad to gange om dagen - da vi introducerede kartoffel/gulerodsmos i går sad hun lige og smagte lidt på det, men inhalerede det så lige så effektivt som grøden. Det kan godt være der står i bogen at barnet har brug for en overgangsperiode med tynd, neutral grød og at der ikke er behov for det før 6 måneder, men det har Grynten vist ikke læst. Og hvis jeg bare havde lyttet til min mavefornemmelse havde jeg givet hende skemad for en måned siden, og så var vi sluppet for den der forfærdelige skrigeperiode.

Jeg VILLE egentlig sætte nogle billeder ind her, men Mandens telefon spasser ud - fååååårk hvor er jeg træt af at min telefon ikke kan tage billeder. Går jo også totalt glip af #glimmeronsdag. Nå, nu virker den vist. Måske. Så her er de:

Hun kan i øvrigt også sidde selv, i korte intervaller. Og som det ses var det på tide at sætte tremmesengen ned - jeg finder hende i øvrigt ofte med hovedet nede i fodenden om natten. Min lille store pige.