Hvori jeg læser en bog

I sidste uge var der nogen der havde oversat en bog. Igen. Og det fik Politiken til at gå fuldstændig i selvsving over 1. At nogen (igen) havde oversat bogen og 2. At pågældende oversættelse var fuldstændig uforståelig (6 hjerter)

Nå, men jeg kan også godt lave en uforståelig oversættelse af Ulysses, men jeg er ikke helt sikker på, at det er det, der skal til at være pejlemærket for kvalitet i bogoversættelser.

Det er ikke fordi jeg ikke er tilhænger af tekstnære oversættelser - for det er jeg - men man skal ikke lave noget uforståeligt, bare for at gøre det uforståeligt. Heller ikke selvom originalen er det. For sprog fungerer jo ikke på den måde. Vel. Et sprogs finesser og tvetydigheder og de associationer det vækker hos læseren kan jo ikke oversættes.

Så hvis man gerne vil have en uforståelig udgave, der er tæt på originalen... ja, så læs originalen.

Jeg har ikke læst hverken den nye eller den gamle (eller den første) oversættelse af bogen. Og jeg kommer heller ikke til det. Til gengæld har jeg taget mig sammen til at gå i gang med originalen.

Jeg har aldrig været litteratur-nørd, bare en almindelig læse-nørd, og som sådan er jeg stor tilhænger af, at bøger kan forstås umiddelbart. Metaforer og symboler og et kendskab til alle mulige andre forfattere skal ikke være en forudsætning for at bogen giver mening. Dermed ikke sagt, at der ikke må være alle de lag og dobbeltbetydninger, forfatteren overhovedet kan få plads til - for det skal der jo være, for at en bog for alvor bliver god, også ved anden og tredje og syttende genlæsning. Men det skal ikke være nødvendigt for bogen. Synes jeg.

Der er røget en del bøger af min liste på den konto. Jeg er fx aldrig blevet færdig med noget af Doris Lessing, og jeg synes (selvom man vist ikke må sige det) at Hemingway er lidt... blah.

Men James Joyce... det er kærlighed ved første sætning. Efter 15 sider kan jeg godt fornemme det bliver et langt forhold, når jeg kun har ti minutter i fred af gangen. Men jeg ville virkelig ønske, jeg kunne glemme mand og barn og låse mig inde i en hytte i skoven og bare læse til jeg er færdig. Det kræver den skide bog faktisk, at jeg gør.

Den kyler ublidt en ind midt i handlingen, og forventer at man bliver der, på trods af, at den ikke rigtigt giver noget håb om, at man nogensinde kommer til at forstå hvad der foregår.

Men sådan er det jo, med de bedste bøger. De skal føles og forstås med hjertet og ikke med hjernen.

De skal elskes ubetinget, på trods af at de gennemtæver en, og derefter skrider uden at fortælle hvorhen.

.....
PS. Ulysses findes hos Project Gutenberg (som er gratis)