Hvori vi går en tur

Vi har fået en hjerneblødning, jeg kan lige så godt sige det rent ud.

Vi er blevet sådan nogle der synes det lyder som en vildt godt ide at tage på vandretur. Seriøst. Jeg aner ikke hvor fanden det kom fra?

Så nu har vi pludselig aftalt at de mandage Manden har fri går vi lange ture. Fordi selvom vi synes det lyder som en god ide med vandretur, er vi også stadig realistiske omkring at vi er nogle tøsedrenge, så vi starter i det små.

Det er virkelig mærkelig at være blevet sådan en der holder af frisk luft og natur og primitiv sådan fra den ene dag til den anden. Hvis ikke det var fordi vandreudstyr havde samme kilopris som platin, så havde vi nok også investeret i et fuldt sæt allerede. Jamen, det er jo det jeg siger - det er helt galt.

I dag var i følge planen ekspeditionsdag (ja, ekspedition. Eller quest måske, som i Ringenes Herre. Coz that's how we roll) og vi havde slet ikke fundet på alle mulige dårlige undskyldninger for ikke at skulle afsted. Det var faktisk nærmest helt som om vi glædede os? Men så sov Gryntegrisen helt vildt længe (7.30, red.) og det er altid et faresignal. Hun var også lidt varm, og hun havde virket varm, de gange jeg mærkede om natten. Og jeg mærkede i nat når jeg gav sut, fordi hun i går aftes også havde virker lidt varm og pylret. Hun virkede ikke syg ellers, men vi tog hendes temperatur, som viste et pisseirriterende 37.5. Som ikke er feber, men som heller ikke ikke er feber.

Og så regnede det.

Manden insisterede på at vi skulle gå alligevel (eller, det gjorde han, efter det klarede op) og at vi bare kunne have Gryntegrisen med i klapvognen. Men så tog det jo pludselig 100 år at pakke, for af en eller anden årsag kan man pakke til sig selv på to minutter, men ligeså snart man skal have et barn med tager det for evigt, og da vi så endelig var færdige med at pakke var det blevet overskyet igen.

Vi tog chancen og gik alligevel (spoiler-alert: det holdt tørt) og vi havde faktisk en rigtig hyggelig tur. Om end det ikke rigtigt var den slags hyggelig vi havde drømt om. Til gengæld fik vi jo så prøvet at have både hende og klapvognen med, og så fik vi gjort nogle erfaringer på det punkt også.

Barnet virkede ikke specielt syg, men hoppede ikke i ret mange vandpytter ude i skoven, før hun bare gerne ville op i klapvognen igen. Hvor hun sad ligeså stille og spiste kiks indtil hun faldt i søvn.

Vi fandt et rigtigt dejligt sted at spise frokost, lige ved det gamle færgeleje, der både var i læ og med dejlig udsigt. Vi parkerede klapvognen og lige som vi skulle til at sætte os kunne vi så konstatere at vognens indhold var vågnet. Efter en enkelt sølle time. Ergo var færgeleje med fire meters frit fald til hav udelukket som spisested.

I stedet blev vi enige om at spise ved Monarchs legeplads, og så kom Manden i tanke om at han godt ville have kaffe. Nu vi var der. Vi gik med ind, mig og Grynten, for at få lidt varme, og så sagde Barnet pludselig: "Spise mad! Sidde bordet, spise mad" mens hun pegede på alle de mange borde. Og så fik hun øje på børnestolene. "Sidde stol. Bordet. Spise mad!"

Jeg ved ikke hvor hun har den viden fra? Jeg tror det kan tælles på en enkelt hånd hvor mange gange vi har haft hende med ude at spise på den måde. Og det var altså heller ikke fordi der var ret mange der sad og spiste. Det kommer virkelig tit bag på mig hvor meget det barn har styr på inde i sin lille knold.

Fordi hun jo var syg (agtig) fik hun lov til at bestemme. Derfor, og så fordi hun simpelthen bare var så sød, som hun sad der og fortalte om, at vi skulle spise mad. Hendes lykke var komplet, da jeg fortalte vi kunne få en smoothie til.

Hun fik ikke sovet mere, men humøret holdt alligevel næsten resten af vejen hjem.

18.15 bad hun om at komme i seng, og nu er hun faldet i søvn.

Vi andre falder nok bare i sofaen indtil videre.

14 km i delvist kuperet terræn blev det til. Det er ok, klapvogn og barn taget i betragtning.