Låveståry, del 10

Der stod vi så, begge i fuldstændig lamslået stilhed.

Vikaren så mest ud til at tænke "Hvad fanden laver hun i min lejlighed?" og jeg selv var pludselig kommet i meget akut tvivl om min geniale plan nu også havde været så genial når det kom til stykket.

Stilheden har nok ikke varet meget mere end et par sekunder, ude i virkeligheden, men det var de længste sekunder i mit liv. Eller, i hvert fald de mest akavede. For det var jo ikke sådan at jeg bare kunne mumle undskyld og skride, for jeg havde jo pakket mine ting ud - i hans lejlighed uden at spørge - og desuden havde jeg heller ikke lige nogen steder at tage hen. Ups.

Jeg forsøgte at tvinge et smil og en kæk bemærkning frem, men så gik det op for mig, at hans lamslåede stilhed ikke skyldtes, at jeg var aldeles uvelkommen.

Tværtimod var han fuldstændig paf over, at jeg var virkelig og virkelig var der.

Efter det var der ingen vej tilbage.

Følelsen af hans kind og hans læber og hvor blød hans trøje var og hvor helt perfekt jeg passede i hans arme sidder fast i mig for evigt. Det var alt sammen så kliche-agtigt som det kan blive, det var Den Store Kærlighed der kom væltende, og min sjæl og hans sjæl smeltede sammen og kan aldrig skilles ad. Mit hjerte bankede så hårdt at jeg var ved at lette, og det gjorde så ondt helt inderst i mig, fordi det var så helt ubærligt at have noget så skrøbeligt og så uendeligt vigtigt.

Det var en meget surrealistisk dag. Lige dele fuldkommen lykke og fuldkommen vantro. Jeg havde forlængst opgivet tanken om, at kærlighed og forelskede fungerede på den måde, så det slog mig i den grad omkuld.

Og det slog mig fuldstændig ud af kurs, for var der en ting jeg var sikker på, så var det at jeg ikke var klar til et forhold.