Hvori ingen nogensinde snakker om noget som helst

Det her er et af de svære indlæg. Et af dem, der ikke rigtigt er til at få hul på.

For jeg er faktisk ikke rigtigt afklaret, men noget skal der ud.

Problemet er, at når man fortæller sine egne historier, så ryger der også af og til noget af nogle andres historier med. Fordi vi ikke er isoleret på en øde ø uden internet.

Jeg bliver ofte i tvivl om, hvor meget af andres historier det er ok at dele. Ingenting? Alting?

Så jeg har ingenting delt, af det, der har været nogle andres svære historie. Selvom det også til dels har været min svære historie. Som jeg har haft lyst til og brug for at skrive om og dele og tale med andre ikke-indblandede individer om.

Jeg har ingenting delt om, at min mor har haft kræft. Sådan rigtig, operations-krævende kræft. Hun er rask nu, bortset fra, at den behandling, der har gjort hende rask også har gjort hende syg. Muligvis for altid.

Jeg har heller ingenting delt om, at min Onkel Mellem også har haft kræft. Men det skyldes til dels at der gik meget længe inden der var nogen der overhovedet nævnte ordet kræft. Jeg tror ordet kemo blev sagt først. Fordi ingen ville sige det som var sandt; at han havde en livstruende sygdom.

Min mor sagde heller ikke ordet, før jeg tvang det ud af hende.

Det er nemmere at dele nu, hvor det hele er slut. Så er jeg ikke så meget i tvivl om hvor grænsen går, og der er ikke så mange, der har følelser i klemme.

For nogle dage siden fik jeg en mail fra min Moster, hvor hun nævnte, at de var på sygehuset for at besøge Onkel Yngst. Sådan en passant, som om jeg vidste alt om hvad der foregik.

Jeg anede ikke engang han var syg. Ikke sådan ud over den der nagende mistanke, man altid har når man egentlig godt ved der er noget galt, men man slår det hen, fordi ingen siger noget.

Det er på en måde værre denne her gang, for Onkel Yngst's sygdom er psykisk. Og derfor ikke specielt håndgribeligt, og derfor heller ikke noget der automatisk vækker medfølelse.

Og det er nok det, der er dråben, der nu får alle mine ord til at flyde over og ud.

For jeg står, præcis som i mine teenage år, tilbage med følelsen af, at den generelle holdning er, at psykisk sygdom er noget man kan holde op med, hvis bare man begynder at opføre sig normalt. Jeg føler mig i den grad omringet af drama og vrede, og selvom begge dele måske er forståelige nok, situationen taget i betragtning, så synes jeg ikke det er et rart sted at være.

Især fordi der ikke er nogen, der siger noget som helst højt. Alle snakker om det hele tiden, men der er i virkeligheden ikke nogen der snakker om det. Ikke rigtig.

Så nu snakker jeg om det. Og råber røv og siger fuck jer...eller dem...eller...fuck, i hvert fald.

For jeg hader faktisk, at ingen nogensinde snakker om noget som helst.