søndag den 2. november 2014

Hvori der er lys (men vist ikke for enden af tunnelen)

Gryntegrisen har opdaget, at man kan tænde og slukke lamper. Det er meget spændende, og vi øver os i at man må trykke en gang.

Om morgenen, når vi har ligget og hyggegasset lidt i mørket vil hun gerne "tænde lille lys", og det får hun lov til. Bagefter er det "også loffårn, tænde" - og ja, hun får også lov til at tænde lyset i loftet (selvom Moren synes det er en anelse for lyst og en anelse for tidligt). Det er der i og for sig ikke nogen problemer i - med mindre Manden er hjemme.

"Lille lys" står nemlig i Mandens side af sengen, og han er derfor i vejen. Den anden morgen moste Gryntegrisen bare hen over ham, og hun blev voldsomt forskrækket og ked af det, da han (forståeligt nok) skældte ud over at blive vækket ved at blive jokket på - "lige på patvorten", som han så malende udtrykte det.

Vi trøstede og tog så en snak om, at man ikke bare må trampe på andre, og at man i stedet skal bede dem om at flytte sig. Gryntegrisen forstod godt hvad vi sagde, og i stedet for at træde på Manden siger hun nu "FLYT DIG!!" og skubber til ham. Det er effektivt, fordi Manden bøjer sig sammen i latterkramper, og på den led giver plads til hun kan komme forbi, men måske ikke helt det resultat vi havde håbet.

I morges havde vi så følgende samtale, da Barnet var lige ved at mose hen over Manden:

Mig: "Hov, du skal passe på Far!"
Gryntegrisen: "FLYT FLYT!! FLYT DIG!!"
Mig: "Du skal spørge pænt, ikke skubbe"
Gryntegrisen: "Nåhja. Spørge pænt. FLYT DIG!!"

4 kommentarer:

  1. Nemlig FLYT DIG får eller jeg træder på din PATVORTE. Gad fandeme godt vågne op hos jer, lyder sjåvt :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du skal være velkommen - der vil være frit valg mellem min side at sengen, hvor Barnet kravler ud af sengen og lander i hovedet på dig, hvis du ikke er morgenkvik, eller Mandens side, hvor Barnet jokker på dig, muligvis på patvorten. Ren morskab alt sammen. Bonus: Din hovedpude bliver inddraget ligegyldig hvilken model du vælger.

      Slet
  2. HAHAHAHA. Nogle gange har jeg lyst til at tale på præcis samme måde. Især i trafikken. SPØRGE PÆNT - FLYT DIG!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tænker også af og til at verden var nemmere hvis man bare talte som en (næsten) to-årige. Det er da i hvert fald klar tale, om ikke andet.

      Slet

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.