Jeg diskuterede det med Es, dengang inden alting gik i stykker, hvad den kreative proces er for en størrelse. Han var den eneste der forstod hvad det var der skete, især dengang i starten hvor jeg bare skrev og skrev og skrev og var helt umulig at være i nærheden af.
Det er ret ironisk at det netop er den proces der blev skyld i at vi kom sådan op at skændes og mit hjerte gik i tusind stykker.
Det er tre måneder siden nu og jeg savner ham stadig/igen desperat, det kommer i bølger, erkendelse og indsigt, håbløshed og længsel. Jeg er ved at komme overens med at der er tale om ulykkelig kærlighed, kærestesorg. Forelskelse. Stadig.
Men jeg ved ikke længere om det er ham jeg er forelsket i, eller den jeg troede han var.
Jeg ville så gerne se ham, møde ham, lære ham at kende med det klar(ere)syn jeg har nu. Men han har sagt blankt nej.
Og det gør mere ondt end noget andet, at han efter tolv års sjæledybt venskab ikke vil komme og se mig i øjnene og sige tak (eller råbe røv, eller tie stille, for den sags skyld)
Så jeg skriver. Stadig. Til ham og om ham, og jeg lærer at acceptere at den bog er hans. At den er al min kærlighed.
Og jeg lærer at acceptere at kærlighed er meget og mange ting, og at jeg elsker og det er ikke forkert.
Men nogle gange er det stadig svært at huske på at det ikke var min kærlighed der slog vores venskab ihjel.
Det var at den var blind.
PS. Om jeg nogensinde bliver færdig med den bog? Nej, det har jeg ingen formodning om. Der er 120 post-its på mit skab med ting jeg skal skrive/skrive om/skrive til og jeg bliver aldrig færdig.
Det er ret ironisk at det netop er den proces der blev skyld i at vi kom sådan op at skændes og mit hjerte gik i tusind stykker.
Det er tre måneder siden nu og jeg savner ham stadig/igen desperat, det kommer i bølger, erkendelse og indsigt, håbløshed og længsel. Jeg er ved at komme overens med at der er tale om ulykkelig kærlighed, kærestesorg. Forelskelse. Stadig.
Men jeg ved ikke længere om det er ham jeg er forelsket i, eller den jeg troede han var.
Jeg ville så gerne se ham, møde ham, lære ham at kende med det klar(ere)syn jeg har nu. Men han har sagt blankt nej.
Og det gør mere ondt end noget andet, at han efter tolv års sjæledybt venskab ikke vil komme og se mig i øjnene og sige tak (eller råbe røv, eller tie stille, for den sags skyld)
Så jeg skriver. Stadig. Til ham og om ham, og jeg lærer at acceptere at den bog er hans. At den er al min kærlighed.
Og jeg lærer at acceptere at kærlighed er meget og mange ting, og at jeg elsker og det er ikke forkert.
Men nogle gange er det stadig svært at huske på at det ikke var min kærlighed der slog vores venskab ihjel.
Det var at den var blind.
PS. Om jeg nogensinde bliver færdig med den bog? Nej, det har jeg ingen formodning om. Der er 120 post-its på mit skab med ting jeg skal skrive/skrive om/skrive til og jeg bliver aldrig færdig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.