Jeg havde stadig en nøgle til huset, så jeg kunne bare gå lige ind. Det var ikke mit hus, men jeg tror heller ikke det tilhørte Es, selvom han opførte sig sådan. Han og Prinsessen havde være påbesøg tidligere, men jeg husker ikke hvorfor, og under alle omstændigheder havde det i hvert fald ikke været mere klart efter de gik.
Så jeg gik ind i det hus, der ikke var mit, men hvor jeg engang var så selvfølgeligt velkommen. Es sad og spiste og kiggede ikke rigtigt op, lod mig stå med overtøjet på.
"Jeg ville bare høre om du kom."
"Nej, det ser jeg ingen grund til. Jeg er færdig." Stadig uden at se op.
"Ok. Det var bare fordi... vi fik de ikke helt afgjort og så... men så går jeg bare igen."
Jeg ville sige "ses", men det nåede ikke ud inden jeg kom i tanke om, at det ikke passede.
Gangen ud var smal og mørk og jeg forsøgte ikke at græde, ikke at falde, jeg forsøgte så desperat at være stærk, men alligevel slap et par enkelte tårer og uværdigt bedende ord ud. Det tog tid at lukke døren bag mig, den var fyldt med jakker og ting der blev ved med at komme i klemme. Jeg kunne høre hans mor på den anden side, og af en eller anden grund var det bydende nødvendig at hun ikke vidste jeg havde været der. Jeg ville låse, men det gjorde hun inden jeg kom så langt. Udenfor var der mørkt, og jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv.
Jeg ville gå et andet sted hen, men ligemeget hvad jeg kunne finde på ville det ikke virke. Huset lå så jeg ikke kunne komme nogen steder uden at skulle forbi, rundt om eller igennem. Jeg gik igennem uden et ord, lod som intet, klar over at Es godt vidste huset lå placeret så dumt, så han ville kunne forklare hvis nogen spurgte. Der var også en dør ud til den anden side, en terrassedør, der ledte ud til sol og blå himmel, men det var ikke bedre. Det var stadig ikke et sted jeg hørte til.
Es' mor fulgte med, venlig og oprigtigt omsorgsfuld som altid, men jeg ville ikke snakke. Solen var blændende og varm og det var lige ned til vandet. Da hun gik ind for at hente noget stak jeg af. Det var ikke så ligetil, for der var træstammer der rullede under mine fødder, og rebstiger man ikke måtte klatre på, og så meget strand og menneskemylder at jeg ikke vidste hvor jeg skulle starte.
PS. Helt ærligt, ing, så foretrak jeg da jeg bare drømte at han kyssede mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.