Hvori jeg holder weekend

Her i huset er vi lidt, skal vi sige udfordrede, på struktur-området. Jeg overstrukturerer (joHOW det er et ord), indtil det slet ikke er til at finde hoved og hale i længere, og Manden er næsten fuldstændig strukturløs af natur. Det har ikke gjort det bedre at Mandens arbejdsuge i virkeligheden er TO uger, hvoraf den uge han reelt arbejder starter midt i ugen og strækker sig hen over weekenden, og at jeg for evigt de sidste næsten tre år har været de facto hjemmegående. Hverdag, weekend, ferie... det hele flyder sammen, og det eneste vi nogensinde planlægger ud fra, er weekend i lige uge (friweekend) kontra weekend i ulige uge (arbejdsweekend). Man behøver nok ikke være medlem af Mensa, for at få øje på, hvor upraktisk det er i forhold til at planlægge noget, der involverer resten af verden. For derude bruger de begreber som datoer og Weekenden (ja, med stort, for det er sådan det lyder når andre siger det).

Et helt klart mål i Mit Nye Liv er at få noget struktur på dagene. Jeg er ikke engang sikker på det kom med da jeg lavede listen over mål, men det er bare fordi det hele ramler fra hinanden og jeg glemmer alting. Eller fordi det først er efter jeg skrev listen, jeg kom i tanke om at det var det, det hed. Whatever. Det mangler i hvert fald, og jeg kan godt mærke, at det er nu, hvor jeg faktisk skal lave noget, der minder om arbejde, vi skal sætte ind. Og vi er startet med weekend, for selvom det lyder nemmest, så er det sværest, og det jeg mangler mest, hvis vi skal minimere antallet af nedsmeltninger.

Og nu sidder I og tænker: "Men weekenden er jo knap nok begyndt?!" Hvilket jo også er korrekt, bortset fra at jeg startede det her indlæg i søndags, og det derfor handler om sidste weekend. Jeg opdagede bare ikke lige at dagene gik (case in point). Nåmn, det var bare for at sige, det var en god weekend. En rigtig weekend, hvor jeg for første gang i meget lang tid, var i hhv. fredags-, lørdags- og søndagshumør. Gryntegrisen var syg midt i sidste uge, så vi aflyste fri-fredag, og smed hende i vuggestue, mens vi så noget James Bond, ryddede lidt op... den slags vigtige ting. Vi gik ud og hentede hende sammen, og så gik turen til Rema, for at købe ind, efter vores meget fine og gennemtænkte madplansindkøbsliste. Ok, det er lidt løgn, for først gik vi i Føtex, for der er der gratis skodbolle til børnene. Gryntegrisen har allerede lært, hvad der venter, når man står i kø hos bageren, så hun rækker hånden frem med det samme. Og bliver utilfreds hvis der går for længe. Jep, det er mit søde, velopdragne barn, der sidder der i klapvognen og råber ad disken og kræver mad. Når vi er i Rema er hun til gengæld sød og høfligt nysgerrig. Men der har hun jo også kæften fuld af Føtex-bolle.

Om aftenen ringede 90'erne, og sagde de gerne ville have deres pitabrød tilbage, men så fortalte jeg (venligt, men bestemt), at det slet ikke var deres pitabrød, for nu er de med fuldkorn, og så er det SÅ 10'erne. Og på det tidspunkt havde jeg også ædt dem alle sammen, så det var egentlig lidt lige gyldigt. Under alle omstændigheder var det fredags-agtigt. Eller det er måske kun min barndom, der taler? Vi fik aldrig den slags til hverdag, for der bestemte min far altid, at vi skulle have rigtig mad, hvormed han mente, at min mor skulle lave kogt kylling eller medister. Eller kødrand. Fuck, hvor jeg hader kødrand. Kogt fars i det hele taget, faktisk. Bvadr! Til gengæld kan jeg godt lide is, selvom vi jo slet ikke spiser den slags mere. Bortset fra at det gjorde vi i fredags. Men det var faktisk Husmoderen's skyld, fordi hun postede et billede af is med heksehyl ovre på instagram, og så blev Manden nødt til at gå ned i Fakta og købe is. Men han købte ingen heksehyl. Svin. Heldigt nok var jeg med min mor i Fakta i lørdags, og så kunne jeg selv smide en pose i indkøbskurven, mens hun ikke kiggede. Men alligevel.

Hov, lagde I lige mærke til hvordan det pludselig blev lørdag der? Som det muligvis fremgår af konteksten, var mine forældre på besøg, og jeg elsker simpelthen at Gryntegrisen nu er så stor, at hun for alvor begynder at kunne genkende dem. Hun hvinede og spjættede, da hun så Mormor og Morfar og Moster, og var med det samme med på at lege med lego med dem. Også selvom hun stadig hostede og var lidt slatten, ovenpå ugens sygdom. Hun gik helt omkuld, da de tog hjem, så hun blev smidt tidligt i seng, og så havde de voksne ro og fred, til at fråde nachos og is (nu med heksehyl). Og se Skyfall, og dermed sætte punktum for Bond-boksen.

Søndag var... søndag. Gryntegrisen var ingenting værd, og ville bare sidde og putte ligeså stille. Jeg havde et enkelt lille Parti-møde, men ellers gik dagen bare med at sidde i sofaen alle tre, og se Ratatouille. Det, og intet andet. Fuldstændig huset-flyder-men-vi-er-ligeglade-zombie-søndags-mode. Og det var nice najs niZeZ rim'li' fint. Det er sjældent vi (læs: jeg) formår at flade helt ud og komme ned i gear, uden dårlig samvittighed, men det var tiltrængt. Og så afgjort noget vi skal øve os noget mere på, for mandag morgen var jeg frisk og klar til at arbejde. Faktisk helt #tgim (thank god it's monday, red.), hvilket er en sjældenhed, men totalt værd at stræbe efter.

Og så blev det så lørdag igen, inden jeg fik det har skrevet færdig, for træerne vokser jo heller ikke ind i himlen (men det gør min to-do liste måske til gengæld. Eller muligvis vokser den lige lukt i helvede). I dag er ikke en specielt zen og weekend-agtig lørdag, for trætte barn er ikke putte-træt, men bare pissesur-træt, og det er helt ærligt en smule anstrengende i længden. Manden er heldigvis lidt af en helt, som slog hende ned puttede hende til middagslur, selvom han jo egentlig burde have lov til at sove i fred. Så jeg har drukket te, og spist chokolade og jordbæryoghurt med cocopops i fred. Ja, jeg lever på kanten.

Der er muligvis en læser eller to, der har fotografisk hukommelse og bare sidder og venter på.... og her vågnede Barnet så fra alt for kort lur. Nå. Men så bliver det en cliffhanger. Spændende, I know.