Hvori jeg hader forår

Jeg ville ønske der snart var nogen der opfandt den der tanke-diktafon. Ordene myldrer rundt i hovedet på mig, men jeg er ude af stand til at skrive dem ned i sammenhængende form. Det er foråret, der får mit hoved til at falde fra hinanden. Jeg ved ikke hvad det er der sker, men pludselig skrider min virkelighedsfornemmelse, og min krop kan ikke længere finde ud af hvad tid på dagen det er og mit iverblik forsvinder fuldstændig. Den smule af det jeg nu har. Jeg hader det for det får mig til at føles som en stor fiasko, der ingenting kan. Der er tusind ting der popper op, men intet jeg kan samle mig om, og så bliver alle de mange ting til lige præcis ingenting. Jeg kan ikke finde ud af hvad det er jeg gerne vil, selvom det føles som om det ligger lige på tungen. Som om jeg godt ved hvad det er jeg skal og hvad jeg har lyst til. Som om jeg har glemt noget vigtigt. Det har jeg sikkert også. Det er frustrerende og det er opslidende og det gør mig helt umuligt at være sammen med. Også for mig selv. Jeg kan simpelthen ikke holde ud at være i min egen krop og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre ved det. Men jeg vil gerne. Gøre noget ved det, altså. Det er en af de ting jeg skal have løst op for, for det fungerer ikke og det er ikke til at holde ud for nogen.