Hvori min fortid indhenter mig

Jeg tror jeg er kommet i tanke om hvad det er, det, der føles som noget vigtigt, der ligger lige på tungen. Det, jeg går og venter på. Det kommer til at lyde virkelig mærkeligt, for alle, der ikke er mig, men bær over med mig. Det, jeg hele tiden føler mangler, er forelskelse. Ikke forelskelse som i "den store kærlighed", ikke engang forelskelse som i "skal vi være kærester", nej, forelskelse som i det engelske infatuation. Ikke fordi jeg "savner spænding" eller ikke har nok i Manden, men simpelthen fordi det er min default setting.

Jeg har ikke tænkt over det før, for der har jeg jo enten været 1. midt i omtalte infatuation, 2. relativt nygift, 3. optaget af at blive gravid, 4. været gravid, 5. haft spædbarn (i nævnte rækkefølge) Alt sammen ting der har fyldt det hele, og været fuldt gyldige forklaringer på hvad rastløshed kunne skyldes. Men nu er jeg løbet tør for oplagte forklaringer. Og så er det jeg opdager, at min autopilot går og venter med spænding på, hvornår en fuldstændig ikke-eksisterende "Han" skriver næste gang. Det giver slet ingen mening, men sådan er det.

Dengang jeg stadig havde Mit Gamle Liv ovre i Forstaden, var grænserne i forhold til forhold ret flydende. De var i hvert fald aldrig blevet streget tydeligt op, og der var ikke noget drama, så det virkede ikke underligt at have en flirt med den eller den kørende. Det var en selvfølge at forstadsliv og -forhold bare ikke blev vildere, og det var derfor fuldstændig omkostningsfrit at flirte, drømme, lade som om - fordi det jo aldrig ville kunne blive til mere i virkeligheden, og derfor i sagens natur kun var en fantasi. Det var min ærlige opfattelse, at Den Store Ægte Romantiske Kærlighed ikke fandtes. Men jeg drømte stadig om den, og lod mig rive med når chancen bød sig.

Som bekendt indfandt Den Store Ægte Romantiske Kærlighed sig jo så i mit liv. Helt uden varsel. Og med DSÆRK (bedste.forkortelse.ever) kom også de klare grænser. Det var (og er) ikke til at bære andet end "min, og kun min" - og der var jo under alle omstændigheder ikke noget uopfyldt behov for spænding og romantik. Ingen drøm om storslået eventyr, for det bliver jo ikke rigtigt større end DSÆRK. Der er ikke noget der trumfer soulmate.

Hvor jeg vil hen med det her? Det ved jeg ikke helt. Men jeg må i hvert fald konstatere, at jeg er offer for en fuldstændig irrationel impuls, som jeg ikke umiddelbart kan finde roden til. Eller løsningen på. Måske det bare er fordi jeg er ude af takt med mig selv, måske det bare kommer af at have en etårig. Måske jeg bare savner at tage til fest og drikke mig i hegnet og være crazy. Måske jeg bare er crazy.

-----------------------------------

Apropos fortid, så fik hele den her tankerække mig til at læse min gamle blog. Som faktisk var god (hvis jeg selv skal sige det). I hvert fald en overgang. Sjovt nok den overgang hvor jeg var allermest fuld og allermest infatuated. I dag er det throwback Thursday, hvilket virker passende nok. De næste torsdage tror jeg I får diverse udklip af Gamle Blog, fordi jeg faktisk synes det er lidt ærgerligt det bare står derovre og bliver glemt. Og ja, med den slags udklip bliver det nok ret nemt at finde frem til bemeldte blog, men hvad fanden... det er efterhånden så længe siden.