Indlægget Der Slet Ikke Blev Så Langt Og Klart Som Jeg Havde Tænkt

Jeg er gift med en mand jeg ikke er et sekund i tvivl om er den rigtige for mig, og vi har fået en vidunderlig lille søn sammen. Vores lejlighed er virkelig dejlig og ligger i en rar by tæt ved vand og skov og offentlig transport. Jeg er igang med en uddannelse, der måske ikke lige var den jeg havde drømt om, men som i det mindste er relativt overkommelig og interessant. Måske bliver jeg endda færdig med den en dag. Jeg har måske ikke ret mange venner, men dem jeg har er trofaste og nærværende. Der er ingen i huset der er ved at rive hovedet af hinanden og vi står op hver morgen og har en rimelig normal og rar hverdag. Vi er måske ikke ligefrem rige, men vi er faktisk heller ikke fattige (og slet ikke efter Mandens helt uforudsete bonus) og vi har råd til at leve et liv vi begge føler os tilpas i. Jeg har faktisk ikke noget at klage over.

Men sandheden er, at selvom det alt sammen ser rart og hyggeligt ud udefra, så føles det ikke sådan indeni. Vores ægteskab er baseret på en overbevisning om at så længe vi er sammen kan vi alt. Vi blev gift meget hurtigt, for der var ikke nogen grund til at lade være. Der var ingen tvivl om at det skulle være os for evigt, og når vi først var gift.. ja, så kunne verden bare komme an. Gæld og fordomme og sygdom og flytninger. You name it. Fordi, i sidste ende, så var der jo ikke noget der kunne lave om på at vi nu var en hel, sammen.

Da vi fandt ud af Ronan var syg tænkte vi at det skulle vi nok klare. Vi var jo sammen om det og vi skulle nok finde ud af at passe et sygt barn. Jeg tænkte på vores ægteskab som sådan en solid, elastisk boble som altid ville være hel og som kunne rumme alting - sorg og smerte og kærlighed - uden at gå det mindste i stykker. Og som vi altid begge to ville være tæt forbundne indeni.

Jeg kan slet ikke beskrive hvor dyb en kløft det har skabt imellem os, at vi måtte indse at vi ikke kunne alting. Ligemeget hvor gerne vi ville og hvor meget vi var sammen om det og hvor mange ofre vi var villige til at gøre kunne vi ikke forhindre at Ronan døde. Det har introduceret en sårbarhed i vores forhold som jeg slet ikke har ord for. Det føles som om vi står på hver vores side af en stor glasvæg - vi kan se hinanden, men ikke nå og vi kan følges ad, men aldrig hånd i hånd. Jeg er blevet så bange for at åbne op, for inde sammen med kærligheden til Manden ligger kærligheden til Ronan. Og sammen med den ligger fuldstændig rå og desperat sorg.

En dag fik jeg pludselig lyst til at spørge om vi ikke bare skulle starte forfra, men jeg lod være fordi det var en fuldstændig fjollet ting at foreslå. Der er jo ikke noget der kan lave om på at Ronan ikke er her længere, og ikke noget der bare kan få alting til at føles som før. Da Manden nogle dage senere foreslog nøjagtig det samme blev jeg helt lykkelig. Ikke over at vi sad fast i en blindgyde, men over at vi var der sammen. Endelig. Det var fuldstændig ødelæggende da jeg lidt efter fandt ud af at han slet ikke havde ment det samme som mig, med at starte forfra. Jeg ved stadig ikke helt hvad det var han gerne ville, men det var tydeligt at det i hvert fald ikke var det samme som mig. At han slet ikke følte sig ligeså fortabt som mig.

Det er blevet lidt af et rodet indlæg, det her, og slet ikke den dybe forklaring af følelser jeg havde tænkt det skulle være. Det var bare for at sige at der ikke er nogen stolt og bravt kæmpende og "I klarer det rigtig fint" vej igennem sorgen. Der er kun rod.

Jeg har altid elsket Hallelujah, og især i Steffen Brandts oversættelse. Jeg tænkte bare altid at det måtte være skrevet af en nyligt forsmået mand, for hvordan kunne man ellers sige at kærligheden ikke er en sejrsgang? Hvordan kunne kærlighed være andet? Jeg anede ikke at kærlighed kunne være anderledes.

Men baby du ved jeg har været her før
Jeg åbnede det vindue og lukkede den dør
Jeg boede her da jeg lærte dig at kende
Da jeg så dig marchere under flag og sang
Men kærlighed er ikke en sejersgang
Det er et vaklende og fortvivlet Halleluja