Hverdag vol 2

For et halvt år siden var hverdagen en meget usikker og skræmmende størrelse som jeg slet ikke kunne finde ud af hvordan så ud når man har mistet et barn. Sådan har jeg det nogle gange stadig, men når jeg kigger tilbage kan jeg godt se at den hverdag vi har i dag er milevidt fra den vi havde dengang i starten af august hvor Manden lige var startet på arbejde igen. Det ligner faktisk næsten en helt normal hverdag.

Fra bare at stå op hver dag, kommer jeg nu også afsted hver dag. Der bliver lavet madplan i god tid, og der er knap så mange frostpizzaer i fryseren. Der er morgenmad, aftensmad, forelæsninger, øvelser, tøjvask, opvask, lektielæsning og filmklub om tirsdagen.

Der er også et billede jeg kigger på hver dag når jeg vågner og inden jeg skal sove. En kirkegård vi går forbi på vej til Rema. Der er Mandens Liverpooltrøje med Ronans navn på og tusind udgaver af "jeg savner ham" Men det føles ikke så underligt mere. Det føles ikke længere som om jeg snubler over det flere gange i løbet af sådan en hverdag. Det føles faktisk mere som om det altid har været sådan. Det er både befriende og uendeligt sørgmodigt.

Selvfølgelig er det ikke alting der kører på skinner (eller kører overhovedet). Der er stadig rigtig, rigtig meget der er svært og hårdt og uoverskueligt. Men vi er ved at falde i en ny hverdagsrytme. Og når det kører, så kan jeg trække vejret i takt.