Hvori efteråret indhenter mig

Det sker hvert år på den her tid.

Jeg bliver skubbet ud af mig selv, og befinder mig hele tiden to sekunder ved siden af. Ikke meget, men nok til at jeg føler mig ude af sync. Det er som om luften bliver tynd og jeg fornemmer noget inde bagved.

Alt i mens jeg mister fornemmelsen for hvad dag det er, hvad tid det er, hvad jeg burde lave.

Da jeg var yngre var jeg overbevist om at jeg enten var hjemsøgt af et tidligere liv, eller at en del af mig befandt sig i et parallelt univers.

Siden er min tilgang nok blevet en smule mere jordnær. Men jeg er stadig overbevist om at der ligger et eller andet inde i min kerne, som jeg husker, men som jeg ikke husker. Minder, som jeg har lige på tungen, men som altid slipper væk.

Det er overraskende, eller måske netop indlysende, at den underlige parallelforskydning altid finder sted omkring min fødselsdag.*

Nogle gange har jeg tænkt at det kunne være interessant at prøve noget hypnose af en art, for måske at gøre den diffuse og uklare fornemmelse lidt skarpere. Det er aldrig blevet til noget, fordi det for det første er for dyrt, og for det andet er jeg bange for det ikke ville virke. Og hvor ville jeg så være? Tilbage ved start, men X-hundrede kroner fattigere.

Da jeg som teenager gravede mig ned i Celine Dion stødte jeg - uundgåeligt - på en guldgrube af fransk musik. Musik fyldt med vemod og en ubestemmelig længsel, som i den grad gav genklang i mig. Giver genklang.

I går aftes dukkede en sang pludselig op, der lige inden søvnen. Right on cue, både i forhold til tid på døgnet og tid på året.

Jeg vil lade den stå og få det sidste franske ord.


(Hvis man får totalt spat af Celine Dion og hun ødelægger alle sange for en, så kan man finde originalen med Roch Voisine)

*Det er på lørdag. Jeg bliver 28. Tak fordi du spørger.


PS. Erkendelse nummer to i oktober-udfordringen: Jeg har en virkelig træls tendens til at undskylde alt hvad jeg mener og føler og gør. Især når jeg skriver. Mine indlæg bliver hurtigt fyldt med "Jeg ved godt det er fjollet", "Det er nok bare mig der har det sådan" og "Undskyld jeg er her". Det bliver jo pisseirriterende at læse, og al sårbarhed forsvinder, når jeg altid helgarderer mig og går efter at please.

PPS. Hov? Skal PS egentlig stå før eller efter fodnoter?