Den Store Pasningsdag

Nå, men var det ikke den weekend jeg skulle have skrevet om? Det er jo faktisk allerede en uge siden vi pakkede Det Uforklarligt Store Børnefamilie Læs og drog til det mørke Jylland. Vi tog afsted torsdag, for vi syntes det var lidt vel rigeligt hvis det lille stakkels barn både skulle med tog og passes samme dag. Min mor arbejde sent, så min far kunne få lov til at køre barnevognen hjem fra banegården (min mor er gået i mormor-overdrive og får baby-tunnelsyn når Gryntegrisen er i nærheden)

Jeg havde hørt læst ude på internettet at det er frygteligt første gang ens lille baby skal passes af nogle andre, så jeg havde sagt til Manden at jeg nok skulle prøve ikke at tænke på Baby hele tiden. Og jeg havde investeret i en brystpumpe, så jeg kunne malke ud hvis nu hun vågnede og var sulten mens vi var væk (fire timer er da klart længe nok til en baby kan dø af sult). Den Store Dag oprandt og der var en underlig mangel på panik og tårer. Ud over et enkelt (mindre) hysterisk anfald da jeg forsøgte at lave indledende-hår-krølle-manøvre om formiddagen. Jeg egner mig ikke til den slags pynte-dims, men det drejede sig om Bryan Adams og første tur uden Baby, så det skulle ligesom være i orden.

Af samme grund havde jeg også medbragt Torturtrusserne fra Helvede, som Østfronten korrekt kategoriserer som "sådan nogle 'hold alting inde'-nogen". Jeg er jo ellers overhovedet ikke typen der går op i den slags, men jeg har et par til når jeg synes Manden skal have en pæn mindre grim kone på armen. Jeg hader dem. De er ukomfortable ad helvede til og umulige at få på. Og så stod jeg så der, foran spejlet og syntes ikke de havde en skid effekt. Så stadig fed og efter-gravid ud. Men da kjolen (den røde med prikker, som jeg købte af AB) kom på kunne jeg godt se det. Torturtrusser fra Helvede gjorde hele forskellen på "kvindelig fylde" og "gad vide om hun venter sig?". Så de blev på. Hele aftenen. Og da Manden, der kender min lille blære, inden koncerten spurgte om jeg ikke skulle ned og tisse, kom jeg muligvis til at hvæse lidt ad ham, for det kan jo ikke lade sig gøre.

Min mor kommenterede (selvfølgelig) mit valg af fodtøj med et "Dem kan du jo ikke gå ret langt i", og nej, mor, jeg kan ikke gå ret langt i små-sandaler-med-hæl, men skulle jeg tage i byen i mine vinterstøvler? Hertil svarede hun (fnisende) "Ja" - efterfulgt af et mere alvorligt "Men du ser brandgodt ud". Mission accomplished. Det var ligesom dengang hun indrømmede min næsering var pæn, da jeg fik den lavet, selvom hun i årevis havde snakket om "sådan noget pjat, og der går jo også betændelse i det". Der var stadig ingen panik, tårer eller gud-hvor-er-det-hårdt-at-skulle-gå, da vi skulle afsted. Jeg glædede mig bare som en sindssyg, og Babyen artede sig (selvfølgelig) og faldt sødt i søvn hos min mor ligesom vi kyssede hende farvel (Babyen, ikke min mor).

Koncerten var som ventet fantastisk. Det er cheesy, I know, men de sange siger alt det jeg ikke kan finde ord for. Det var så skønt at være sammen, bare mig og Manden, og vi havde slet ikke lyst til at tage hjem bagefter. Manden sagde, med et lille tøhø, at nu kunne man da godt drikke en kop kaffe. Så stod vi der og så på hinanden og tænkte at det kan man da ikke, når man har en baby man skal hjem til. Jeg foreslog forsigtigt at jeg jo kunne prøve at ringe til mine forældre og høre hvordan det gik og så kunne vi se. Det gik (selvfølgelig) fint, og Gryntegrisen sov bare. Min far syntes det var en god ide med den kaffe, men mindede os bare på bedste paranoia-vis om at "passe på bøllerne i byen". Så vi tog hinanden i hånden og gik ned i byen (så så langt kunne jeg altså godt gå i sandalerne).

Da vi sad der, midt i varmen og stemningen, havde jeg slet ikke lyst til kaffe alligevel. Jeg havde langt mere lyst til en white russian. Og fordi det var fredag og vi var ude og det var en dejlig dag hentede Manden en til mig. Og ved I hvad? Sådan en er lavet af 50% glad og 50% træt. Og smager 100% af en mere. Meeeeen, jeg ammer jo, så jeg holdt mig til den ene, selvom nummer to nok havde taget mig fra "glad og let" til "godt buzz". Bagefter slentrede vi ud i kulden og blæsten, for at mødes med min far, der agerede taxa. Manden insisterede på en cheeseburger, da vi gik forbi McD, fordi det skal man have når man har været i byen. Og chili cheese tops. Det var så hyggeligt at gå sammen i de tomme gader, lidt berusede med en cheeseburger og hinanden i hånden. Selvom det var koldt i nyloner og sandaler. Men ligesom burgeren hører det jo med.

Min mor havde lagt sig i sengen ved siden af lille Grøffe, så det var hyggeligt og varmt da jeg listede i seng og byttede plads med hende. Manden kom en kop tes tid senere, og krøb ind til mig. Det var varmt og trygt og dejligt, men mere blev det ikke til. Jeg faldt i søvn mens han holdt om mig.