lørdag den 16. marts 2013

Regel Nummer 1

Så skete det. Den første Regel er blevet indført (og næsten også håndhævet). Har jo egentlig været ret laissez faire med den der baby, men det er jo også nemt nok når bemeldte baby slet ikke har været til besvær. Altså, hun er jo stadig ikke til besvær, vel, men nu, 14 uger inde i projektet har Moren indført Regel Nummer 1: Her i huset er det tidligst morgen klokken halv syv (og forvent nu ikke at der kommer en lang nummereret liste over regler - alle mine regler er Nummer 1, det er helt tilfældigt at det også passer i det her tilfælde).

Det er ikke nat fra 16.30 til 5.45, så nu kommer jeg nok til at vække Baby hvis hun forsøger at starte nattesøvnen før 18. Altså, det må hun jo i princippet gerne, eftersom det er sluttidspunktet jeg har et problem med, men tror måske lidt de to ting hænger sammen. Nå, men i morges fik hun så lov til at ligge i sin seng og øffe og snakke (og brokke lidt), mens jeg holdt hende i hånden (og reddede sutten fra at falde på gulvet) indtil klokken begyndte at minde om halv syv. Hvor Manden var en helgen og stod op med hende, så jeg kunne sove en time mere i fred for øf, grøf, ævl, gyyyy og ah-øØrRd-lyde.

Gryntegrisen er jo generelt en sove-baby, men de sidste dage har hun virket trættere og mere pylret end sædvanligt. Men uden rigtigt at ville sove gode, lange lure, selvfølgelig. Bortset fra i dag, hvor hun sov to timer til middag. Jeg vil ikke være ked af hvis hun en dag begyndte at have noget der bare mindede om et mønster om dagen. Altså, et andet mønster end sov-en-time-vær-vågen-en-time-men-nogle-gange-mere-af-begge-dele-og-jeg-bliver-sur-hvis-I-ikke-kan-gætte-hvad.

Og ja, jeg havde glemt alt om at skrive låveståry. Jeg påberåber mig ammehjerne, sløjhed, datoforvirring og generel træthed.

7 kommentarer:

  1. Amen!

    Vi har samme regel: Det er absolut ikke morgen før efter kl 6. Basta! Og så gør man alt mulig for at få barn til at sove indtil da i stedet for at holde fest.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nu er det selvfølgelig ikke toprelevant endnu, eftersom Grynten stadig er så lille at vi bliver nødt til at gøre noget hvis hun bliver ulykkelig. Men på længere sigt bliver reglen nok at man gerne må være vågen - men man bliver i sin seng og er (relativt) stille.

      Slet
    2. Selvfølgelig - vi trøster da klart også hvis det er nødvendigt, men det skal virkelig være alvorligt for at lyset bliver tændt og man kommer op af sin seng.

      Slet
  2. Vi har i princippet samme regel, men det vil vores børn - primært mindste - skide på. Så her er der morgenmad kl 5.
    Det ville gøre mig.... Sindssyg hvis det var sådan altid. Men det har været sådan i 5 uger agtigt, og jeg regner med at det snart går over. Der er i hvert fald noget i gære..

    Nåmmen godnat. Nu er klokken snart 21

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh nej, jeg ville dø. Jeg bliver et meget dårligt menneske når jeg ikke får sovet. Går allerede i seng et sted mellem 20 og 21, og så får jeg lige nok søvn. Ved ikke hvor jeg skulle finde to timer mere, hvis klokken 5 blev kotume!?

      Slet
  3. Begge mine børn har også ændret søvnmønster da da var på samme alder som din pige. Det er steder med et mega irriterende udtryk kaldes et tigerspring. Så skal vi ikke finde på noget andet at kalde det. Nå, men i hvert fald sker der noget oppe i deres hjerne som de lige skal bruge noget tid på at fordøje. Lige præcis det her spring kan godt tage lidt tid. Det er som om det er her der sker den største forandring.
    Så bare rolig, det går over, det tager bare lige lidt tid.

    SvarSlet
    Svar
    1. Der sker helt klart noget i den lille knold - hun er ved at lure det der med at gribe fat i ting og tage dem hen til munden. Hader også begrebet tigerspring, og Grynten har i øvrigt heller ikke læst den bog. Jeg har ladet mig fortælle at det (bl.a.) er 12 og 19 uger fra termin - Gryntegrisen er 14 uger nu, altså 16 uger fra termin, så det passer jo ingen steder i skemaet. Haha.

      Men der sker klart en masse nu - synes der er helt vildt mange ting vi har fået at vide at "det kan hun når hun bliver tre måneder" (gribe, trille, temperaturregulere, længere tid mellem lortebleerne etc.)

      Slet

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.