Hvori det er som om fridage aldrig går som man havde tænkt sig

Vi startede himmefartsferien med at hate organiseret på hinanden. Eller rettere, på den generelle situation i husstanden. Ikke specielt politisk korrekt, I know, men nogle gange kan man altså godt blive træt af girafsprog, jeg-sætninger og det-jeg-hører-dig-sige-er. Nogle gange, så har man bare bruge for at sige "Jeg fucking hader når du ikke lukker posen med brød" eller "Jeg synes det er røvsygt at vaske op uden musik" Så det sagde vi.

Bagefter bestilte vi en masse (nødvendige) ting på nettet og ryddede op i køkkenskabene, afrimede fryseren og sluttede af med hotdog-picnic på stuegulvet (et koncept Gryntegrisen nok stadig er en smule for lille til - i hvert fald kastede hun en flaske ketchup i hovedet på sin far og satte sig på sin tallerken). Alt i alt en relativt effektiv dag, omend listen med hængepartier stadig virker flere kilometer lang.

Fredag morgen stod vi herretidligt op. Eller. Altså. Vi står jo tidligt op hver dag, takket være Barnet, men i fredags gjorde vi os også tidligt færdige, så vi kunne være i Rema til åbningstid. Ikke fordi der er noget specielt ved at være i Rema klokken otte om morgenen, men fordi vi havde indkøbsdate med Kaye, og hun havde kun et indkøbs-hul fredag morgen. Altså, det er heller ikke sådan af vi ikke kan finde ud af at købe ind uassisteret, men vi har ikke selv bil, så vi nasser baggagerumsplads i Kaye og Jyden's når vi skal købe stort ind. Og det skulle vi i fredags (godt set, Sherlock).

Så øh... så lavede vi noget mere. Jeg ved ikke helt hvad. Og det lavede vi også i lørdags. Det var sådan noget med... altså... mest ingenting, ing? Teletubbies og legeplads og en gåtur nede i byen (hvor de PS ikke havde en gave til min søster, som fylder friggin 18 år lige om lidt) Krydret med sådan en all-round røv-agtig stemning. Jamen, I kender det. Umuligt at sætte fingeren på, men alle er sure, og ingen gider noget. Til sidst tog jeg mig sammen og lavede noget bare nogenlunde rigtig mad, med noget pasta og tomatsovs, som Gryntegrisen heldigvis skovlede ind med begge hænder, og så var jeg lige ved at hyle, fordi det bare var sådan en lortet off-dag og fordi jeg var glad for at jeg fik lavet det mad, så vi kunne sidde og spise helt almindeligt. Uden kylletter, som Manden af vanvare (og fuldstændig for sjov) kom til at sige han hellere ville have, hvorefter jeg bed hovedet af ham, fordi så kunne han jo bare lave de fucking rådne kylletter selv. Nå.

I går morges åbenbarede årsagen til den rådne stemning sig så: Gryntegrisen havde feber. Selvfølgelig er der flere faktorer, der bidrager til røv-stemningen, men sygdom-under-opsejling er bare en sikker katalysator. Nogle gange kan jeg godt synes det er lidt skræmmende, hvor meget der påvirker vores humør ubevidst. Nå, men i går var det i hvert fald rimelig bevidst at vi var påvirkede af feberbarnet. Temperaturen steg og steg, og hun blev mere og mere slatten. Sidst på eftermiddagen havde hun 40 i feber for første gang nogensinde; en milepæl vi ikke rigtig følte behov for at fejre. Slet ikke, da feberen ikke faldt igen.

Jeg ringede til vagtlægen lidt over otte, og de ville gerne se hende for en sikkerheds skyld. Heldigvis er der ikke ret langt om til lægevagten, så vi kunne have hende med i bæreselen. Vi havde fået en tid 21.40, men vi kom til med det samme, selvom vi var der et kvarter før. Der var selvfølgelig ikke noget galt (altså, ud over den høje feber), men det er alligevel rart at have en læges ord for, at der ikke er nogen grund til at sidde oppe og bekymre sig en hel nat. Da vi kom hjem fik hun en halv panodil i en skefuld saftevand, som hun spiste uden brok, men jeg ved ikke hvor stor effekt det havde. Hun vågnede i hvert fald op igen en time senere og var helt varm og ulykkelig.

Og igen, en time efter det.

Og igen, en time efter det.

Og igen, en time efter det.

Klokken fire vågnede hun og vækkede mig med et lille mat "Hæhæ" (fordi det er helt vildt sjovt at sidde i sengen og få øje på mor eller far) Hun ville gerne have vand og kram, og jeg var så lettet over at feberen endelig var faldet, at jeg ikke sagde noget til tidspunktet, og så lå vi og snakkede lidt. Efter en times tid faldt hun i søvn igen, og sov (med kun få, mindre opvågninger) til klokken halv ni. Heldigvis. Men hold.nu.kæft hvor er jeg smadret. Håber edderbrodereme hun er frisk nok til at komme i vuggestue i morgen.

Jeg trænger til en fridag.