Hvori jeg er hende den pinlige

Jeg er en dårlig ven.

There, I said it.

Det er ikke fordi jeg er en dårlig ven med vilje, men jeg kan ikke finde ud af at være en god ven. Jeg ved faktisk ikke helt hvordan man gør. Det evige råd "bare vær dig selv" holder ikke, for "mig selv" er ikke rigtigt udstyret til at indgå i sociale relationer. Overhovedet.

For det første er jeg bange for andre mennesker. Eller, ikke bange for dem, men bange for at være sammen med dem. Så bange, at det nogle gange (oftere end jeg vil være ved) virker uoverskueligt at forlade lejligheden. Jeg er bange for at sige noget forkert, gøre noget forkert. Konstant. Og det bliver ikke bedre af at jeg lærer folk at kende, for så bliver jeg for alvor bange for at gøre det forkert og skræmme dem væk.

For det andet har jeg ikke rigtig nogen fornemmelse af den flydende overgang mellem tilfældig-bekendt og bedste-ven-forever. Hverken på min, eller deres side. Jeg har en tendens til at holde for meget af, for hurtigt, og jeg glemmer ofte at andres grænser af anderledes end mine. Ikke med vilje, men fordi jeg er dårlig til at forholde mig til ting der ikke er skåret ud i pap. Jeg øver mig. Virkelig. Det går bare (for) langsomt.

Jeg ender tit med slet ikke at sige noget, fordi jeg er bange for at sige noget forkert. Eller jeg mister modet, og tænker "i morgen" og pludselig er det alt for sent. Pludselig er jeg (igen) den dårlige ven, og jeg ligger på sofaen og har ondt af mig selv og gør kun det hele værre. Jeg vil så gerne gøre det hele rigtigt, men jeg er bange for at gøre det forkert, så i stedet gør jeg slet ingenting.

Det bliver så svært at samle mig (og relationen) sammen igen, uden det bliver til "åh, se mig, jeg har det svært med jeg er en nar, tag dig venligst af mine sære nykker". Det er jo ikke deres, men mit problem, og det er helt urimeligt at bede andre om at tage hensyn til det. Ikke desto mindre er jeg nødt til at bede om det, og nødt til at være ærlig omkring det, hvis der er et venskab, eller en anden varig relation på højkant. Jeg har svært ved (læs: er ude af stand til) at finde balancen, og lige for tiden er det ekstra slemt.

Mit sociale pejlesystem er stået fuldstændig af, og jeg kan slet (slet) ikke finde ud af, om alle hader mig, eller om det egentlig er ok. Jeg bliver i tvivl hver eneste gang jeg åbner munden (eller det virtuelt tilsvarende), og overfortolker alt hvad der kommer, eller ikke kommer, af svar. Jeg ser det hele igen bagefter, i slow motion, og får øje på alt det jeg sagde forkert og som var dumt. Eller det, som jeg ikke selv synes er dumt, men som jeg tror andre synes er dumt, og så bliver jeg ked af jeg har sagt noget, fordi dem jeg har sagt det til så måske synes mindre om mig.

Hver gang jeg bliver i tvivl får jeg lyst til at skrive "Hey, helt ærligt, hvad synes du om mig?", fordi så ville det hele være på det rene. Jeg kan (nogenlunde) håndtere når nogen ikke kan lide mig, eller synes mindre om mig end før, men jeg kan ikke håndtere at være i tvivl. For hvis de nu ikke kan lide mig (ligeså godt som før), så er jeg bange for at sige alt for meget, og være alt for nærgående og træls og i vejen. Men hvad nu hvis de virkelig godt kunne lide mig, og jeg så bare skubber dem væk fordi jeg ikke siger nok?

Ude i det virkelige liv er det simpelt, i og med Es er den eneste ven jeg egentlig har. Det er en enorm hæmsko i forhold til at skulle etablere et socialt netværk, ja, men det er simpelt. Der er simpelthen ikke nogen mennesker at blive i tvivl om. På nettet, til gengæld... shit, altså. Jo mere personligt mediet bliver - fra chat, til blog, til facebook - jo mere man læser med (og bliver læst af) de samme, jo mere personligt bliver det. Det bliver i højere og højere grad hele mennesker, man i en eller anden grad har et personligt forhold til.

Og det kan jeg simpelthen ikke håndtere.

Jeg bliver jaloux når bloggere jeg holder af bliver venner med andre bloggere jeg holder af, uden nogen af dem er (ligeså meget) venner med mig. Det er virkelig taberagtigt, men min selvtillid ryger fuldstændig når jeg læser om bloggere der mødes og har det rart og helt normalt uden jeg er med. Det er helt åndssvagt, men jeg føler mig helt forkert og underlig. Og udenfor.

Det er skudt i roen, jeg ved det. For den her del af blogland består af de rareste, mest omsorgsfulde, inkluderende, heppekorsagtige typer man kan forestille sig. Så det er ikke jer. Det er mig.

Beklager. Jeg er bare et virkelig dårligt sted lige nu.

Så I kan nok godt indstille jer på et par nedern, selvtillidsløse indlæg endnu.

Yay.

Eller noget.