Det var i mandags.
Jeg ville have skrevet, men livet, I ved.
Livet, der er her og fylder og gør ved. Og ikke levner meget plads til de døde.
Jeg har været sur og dum det sidste lange stykke tid, for sådan er det bare. Kroppen husker, selvom hovedet glemmer midt i duplo og bleer og evige krav om mere banan. Kroppen husker angsten og sorgen og det præcise tidspunkt for alting.
Også selvom det er tre år siden.
Især fordi det er tre år siden.
Hverken hoved eller krop kan forholde sig til at tiden går for os, men står stille for Ronan. Det virker helt absurd at der kan være gået tre år, når han ikke er her. Selvom hans liv var kort, var det jo ikke småt. Min hjerne kan ikke greje, at der findes så meget tid uden ham.
At et helt liv kun varede et halvt år.
Sorgen er ikke permanent, og savnet har ændret sig. Men han mangler jo stadig. Jeg spekulerer aldrig på "hvordan det kunne have været nu". For det kunne ikke være anderledes. Han var syg og han døde, og det gjorde vi ikke. Og det er jeg for længst kommet overens med.
Jeg ville bare ønske at det ikke var ensbetydende med vi ikke kan være sammen.
Åh smerten sorgen, savnet. Tillykke med ham og det han bragte med af det hele. Tiden er forræderisk for den går og ens døde barn er statisk. Mange tanker.
SvarSletJo længere tid der går, jo sværere har jeg ved at forene tingene. For Ronan ER tre år. Det er ikke noget han "ville være blevet" Han ER stadig nogen og han ER en del af vores familie. Men samtidig er han IKKE.
SvarSletEt fint indlæg. Jeg har ikke prøvet at miste et barn, så jeg ved ikke noget om de følelser, men jeg synes du beskriver dem meget fint...
SvarSletJeg er heller ikke sikker på jeg ved noget om dem. I hvert fald er det i konstant ændring og modsigelse af sig selv. Jeg forestiller mig, at det måske ikke er så meget anderledes end med al mulig anden sorg - i det omfang sorg overhovedet kan favnes i en enkelt fælles-betegnelse.
SletMin sorg har været meget forskellig med de bedsteforældre der er døde (jeg har kun mormor tilbage), så tænker ikke at sorg kan være andet end individuelt...
SletÅh ja, kroppen husker og det er pludselig helt tæt på igen. Her siger jeg også at Linus ER 4 snart 5 år, selv om han jo ikke rigtig er her, og sådan vil det nok bare altid være. Mange tanker herfra til dig og manden og ikke mindst lille Ronan <3
SvarSlet