Selvstændige tanker

Den anden dag, da jeg skulle sove, fik jeg en virkelig god ide, lige der midt mellem vågen og søvn. En ide som jeg så lå vågen over et stykke tid, og som også stadig var der da jeg stod op. Jeg har efterhånden fået den manet til jordet, men af og til spøger den stadig.

Det var en ide om at blive... gys... selvstændig. Ikke at der var noget nyt i det, som sådan. Mig og Manden snakker tit om hvad vi skulle lave i vores virksomhed/butik/pub. Men den her gang var det anderledes, fordi det var en god ide. En ide som måske, bare måske, kunne bære ude i virkeligheden. Jeg havde lyst til at købe domæne og blive momsregistreret med det samme, for altså, det er jo nærmest gratis og ikke specielt besværligt.

Men jeg lod være, for selvom det er en god ide, så er det en dårlig ide. Altså, tænk lige på alt det arbejde, alle de forpligtelser det (forhåbentlig) ville medføre. Det er jo ikke fordi jeg ville være afhængig af et ret stort overskud, men der er bare så meget der kunne gå galt. Penge der skulle indskydes. Lager der skulle holdes styr på, måske endda med varer med begrænset holdbarhed (gisp!). Regnskab som skulle laves rigtigt. Kunder. Hjemmeside. Åh hjælp.

Så ideen er jordet. Bortset fra at den stadig spøger engang imellem. For som selvstændig ville jeg ikke være afhængig af nogen. Og jeg ville kunne gå herhjemme, hvor jeg allerhelst vil være.

Forbedring-schmorbedring

Jeg synes Frederikke er sej. Det har jeg altid syntes, men især det sidste års tid, hvor hun er holdt op med at brøle af sine børn har jeg været næsegrus af beundring. For det er fandeme sejt, både at turde stå ved det og at gøre noget for at ændre adfærd. Udfordringen stammer fra The Orange Rhino, hvor jeg også læser med og er målløs over den viljestyrke der bliver udvist. Men jeg har hele tiden betragtet det udefra, for jeg er ikke sådan en der råber. Det er ikke noget der vedrører mig.

Bortset fra at der er flere af både Frederikkes og Orange Rhinos indlæg der rammer mig. På den ubehagelige, selvreflekterende måde. For selvom jeg ikke råber, og ikke kan forestille mig jeg kommer til det, så er der eddermame mange ting der godt kunne være bedre. For som begge nu-ikke-længere-råbende mødre finder frem til, så er det jo ikke råberiet, men det der ligger bag, der er den virkelige udfordring at få bugt med. Det er der det virkelige arbejde ligger. Og jo mere jeg kigger på mig selv, jo mere arbejde får jeg øje på.

Der ligger noter rundt omkring, på papir, på computeren, på min telefon, om ting jeg måske skulle få kigget lidt på. Tænke over. Arbejde med. Det er alt sammen frygtelig uorganiseret og jeg har i et stykke tid tænkt på at skrive det ned i en bare lidt mere konkret form her på bloggen(lige siden kriselisten faktisk). Men så ville jeg jo for alvor være nødt til at tage hul på det, og det ved jeg helt ærligt ikke om jeg er klar til. Eller er modig nok til.

Jeg er også bange for at bloggen bliver sådan en frelst selvhjælpsblog - eller endnu værre, en forlist frelst selvhjælpsblog. I ved jo hvor elendig jeg er til at få gjort ting færdige, se bare på låveståryen, der strandede på afsnit 7, fordi jeg pludselig fik præstationsangst og det endte med at blive et mentalt monster jeg ikke tør se i øjnene. Jeg tør slet ikke tænke på hvor stor en fiasko det ville være at søsætte et livsstilsprojekt, der kuldsejler efter en måned. Det ville cementere præcis hvor stor en taber jeg er, blæse det op i blinkende neon. TABER TABER TABER. Taber.

Hvis jeg derimod bare lader det ligge... dropper det store, forpligtende projekt... så kan jeg jo blive i troen på at jeg kunne forbedre mig. Hvis jeg ville.