Jeg synes Frederikke er sej. Det har jeg altid syntes, men især det sidste års tid, hvor hun er holdt op med at brøle af sine børn har jeg været næsegrus af beundring. For det er fandeme sejt, både at turde stå ved det og at gøre noget for at ændre adfærd. Udfordringen stammer fra The Orange Rhino, hvor jeg også læser med og er målløs over den viljestyrke der bliver udvist. Men jeg har hele tiden betragtet det udefra, for jeg er ikke sådan en der råber. Det er ikke noget der vedrører mig.
Bortset fra at der er flere af både Frederikkes og Orange Rhinos indlæg der rammer mig. På den ubehagelige, selvreflekterende måde. For selvom jeg ikke råber, og ikke kan forestille mig jeg kommer til det, så er der eddermame mange ting der godt kunne være bedre. For som begge nu-ikke-længere-råbende mødre finder frem til, så er det jo ikke råberiet, men det der ligger bag, der er den virkelige udfordring at få bugt med. Det er der det virkelige arbejde ligger. Og jo mere jeg kigger på mig selv, jo mere arbejde får jeg øje på.
Der ligger noter rundt omkring, på papir, på computeren, på min telefon, om ting jeg måske skulle få kigget lidt på. Tænke over. Arbejde med. Det er alt sammen frygtelig uorganiseret og jeg har i et stykke tid tænkt på at skrive det ned i en bare lidt mere konkret form her på bloggen(lige siden kriselisten faktisk). Men så ville jeg jo for alvor være nødt til at tage hul på det, og det ved jeg helt ærligt ikke om jeg er klar til. Eller er modig nok til.
Jeg er også bange for at bloggen bliver sådan en frelst selvhjælpsblog - eller endnu værre, en forlist frelst selvhjælpsblog. I ved jo hvor elendig jeg er til at få gjort ting færdige, se bare på låveståryen, der strandede på afsnit 7, fordi jeg pludselig fik præstationsangst og det endte med at blive et mentalt monster jeg ikke tør se i øjnene. Jeg tør slet ikke tænke på hvor stor en fiasko det ville være at søsætte et livsstilsprojekt, der kuldsejler efter en måned. Det ville cementere præcis hvor stor en taber jeg er, blæse det op i blinkende neon. TABER TABER TABER. Taber.
Hvis jeg derimod bare lader det ligge... dropper det store, forpligtende projekt... så kan jeg jo blive i troen på at jeg kunne forbedre mig. Hvis jeg ville.
Altså tak for roserne. Bliver helt forlegen og glad. På een gang.
SvarSletDer er mega-meget på spil, når man går i gang med et livsstilsprojekt og ALT er på spil og i spil. Jeg forstår fuldt ud dine overvejelser.
Jeg har selv haft dem, netop med næsehornsudfordringen blev jeg enig med mig selv om, at det måtte briste eller bære, men at jeg ville bruge hende.dk af flere grunde; jeg havde brug for at tage ansvar og jeg havde brug for støtten.
Lige meget hvad så er du ikke en taber. Det første skridt er det største og det sværeste, og der intet galt i at man må tage tilløb eller bruge flere forsøg.