Hvori det skal til at være slut med natamning

Da Gryntegrisen var en times tid gammel spiste hun sit første måltid mælk. Uden nogen som helst form for pjat. Et døgns tid gammel sugede hun sig fast og gav ikke slip før mælken var løbet til og så spiste hun pænt og regelmæssigt (og ikke mindst hurtigt) og fandt relativt hurtigt ud af at man godt kunne klare sig med en enkelt amning i løbet af 11-12 timers nattesøvn. I sommers var der endda en lang periode hvor hun slet ikke blev ammet om natten.

Men. Først gik det baglæns, så. gik.. det... i.... stå. Hun begyndte at vågne ikke bare en, men to (!) gange om natten, og bedst som vi var ved at forsøge at rette op på det, var det jo tid til vuggestuestart. Og det var ligesom voldsomt nok for hende, uden vi behøvede at kæmpe 1½-2 timer hver nat om noget amning. Især når hun tydeligvis havde brug for lidt ekstra tryghed.

Men NU skal det kraftstejleme være slut. Det er ikke så meget det at hun vågner to gange og vil have mælk. Det er mere det at hun ofte har svært ved at falde i søvn igen bagefter, og at hun cirka ligeså ofte vågner så meget op at hun tisser (helst ud over det hele) og derfor også skal skiftes. Klokken midt om natten. Min tålmodighed er opbrugt, og jeg har opdaget at jeg er et meget dårligt og grimt menneske mellem 23 og 02. Jeg er et forbløffende overskudsagtigt og venligt menneske klokken 03.30, men klokken 01.15 har jeg ingen tålmodighed. Og jeg vil gerne have min nattesøvn tilbage nu.

Indtil nu har vi mest taget det amning som det kom, og så er det gået af sig selv. Undtagen da vi afskaffede formiddagsamningen. Altså, det gik stille og roligt, men det var en aktiv beslutning, fordi hun skulle til at starte i vuggestue og det virkede helt ærligt noget nemmere at vænne hende af med det på forhånd, stille og roligt, end at der pludselig var kold tyrker.

Min mor siger det er u.mu.ligt at stoppe med natamning, så længe jeg ammer om dagen. Men vi trives jo begge to fint med de andre amninger (putte-, godmorgen- og eftermiddagsamning) så dem ville jeg egentlig gerne fortsætte med indtil det stopper af sig selv. Lige nu er der kold tyrker på natamningsfronten, med det resultat at hun er vågen 1½ time midt om natten, med meget varierende grad af skrigeri. Hun bliver tilbudt vand og et kram hvis hun er ked, og vi tænder ikke lys og snakker kun med soooooooove-stemmerne. I nat (min tjans) var hun nem nok at genputte når hun rejste sig op, og hun lå ligeså stille i sin egen seng. Hun sov bare ikke, og rejste sig og kaldte med jævne mellemrum. Hun blev ked af det (og skuffet) da jeg prøvede at tage hende over i den store seng (så jeg ikke behøvede at sidde/ligge i akavet stilling ind over tremmerne), men faldt hurtigt til ro da jeg lagde hende tilbage i egen seng.

Så nu spørger jeg jer, der har langtidsammet: Hvad er jeres erfaringer? Skal jeg indstille mig på afbrudt nattesøvn indtil fuldstændig ammestop? For hvis valget står mellem nattesøvn og amning ved jeg helt ærligt ikke hvad jeg ville vælge - det føles slet ikke som om jeg er færdig med at amme, men på den anden side føles det ret meget som om jeg gerne vil have sammenhængende søvn.