Låveståry, del 8

Jeg var tilbage i min lille tændstikæske af en lejlighed, og skulle have tiden til at gå. Som bekendt var jeg bestemt ikke på udsigt efter en kæreste, men min nyvundne singlehed skulle jo ikke gå til spilde (og desuden hadede jeg at sidde for mig selv og kukkelure). Så... der var en del fyre inde over, skal vi ikke bare sige det.

Der var Bjørn, som var min veninde Majse's ex. Hun havde ham med til en fredagsbar, engang mens jeg stadig var sammen med Ex'en, men det endte alligevel med vi snavede i sofaen til langt ud på aftenen. Han var en virkelig sød fyr, og vi sås nogle gange i løbet af sommeren. Han boede i en delelejlighed ude i Ørestaden - I ved, i noget af alt det der rædselsfulde, snorlige hvidhed. Men han var overhovedet ikke den snorlige hvide type. Han var mere den skæggede heavy-metal type.

Der var Terapeuten, som jeg stadig ikke aner om var en stjernepsykopat eller bare en sørgelig lille mand. Men han var i hvert fald gudeskøn. Jeg kan stadig ikke se hans billede uden at blive #wantwantwant. Sådan lidt en Mikkel Munch-Fals type. Bare med den forskel at man kunne mødes i virkeligheden. Han svarede aldrig på mine sms'er, men skrev når han ville noget. Hvilket slet ikke var tit nok.

Så var der Taberen. Som bare var en taber. Det blev aldrig til noget som helst, på trods af han rejste den lange vej over for at besøge mig. Han mindede lidt om ham jeg kom sammen med i 4. klasse. Sådan lidt socialgruppe 5-agtig. Dårlig selvtillid, som man ikke kunne bryde igennem ligemeget hvad man sagde.

Der var Vejle, som jeg kun så en enkelt gang, under rimeligt suspekte forhold. Efter jeg havde mødtes med ham gik jeg hjem igennem byen. I gågaden var der en kvinde der sagde "Undskyld, men man kan se alt bagfra... altså, ALT" Jeg ved ikke hvad jeg svarede. Måske svarede jeg slet ikke, for det virkede sådan lidt som en underlig bemærkning. Altså, duh? Jeg har nok ikke taget semi-transparent kjole på, med hjertemønstrede blondetrusser under for at skjule noget. Og selv hvis jeg havde været totalt "ÅhnejSHITalzzå", hvad skulle jeg så have gjort ved det, der midt i gågaden?

Ja, og så var der Ace. Ace som kom ind ad døren og ikke sagde et ord. Som gav mig tunnelsyn og smeltede mig med en enkelt berøring. Han var ældre end mig, men jeg tror kun han var blevet bedre med årene. For Oh. My. God. Ja, undskyld mit teenage-franske, men det var mindblowing. Hans krop, hans nærvær, hans glødende brune øjne, hans... alting. Han tændte en smøg ude på altanen, bagefter. Det gjorde mig ikke engang noget at han røg. Vi snakkede. Der var en pige, i den anden ende af landet, som han gerne ville have noget mere med. Hun var vist ret meget i tvivl, men han blev nødt til at prøve. Mens jeg stod der, op ad hans varme krop undskyldte han for at han ikke kunne tilbyde mig mere. Sagde at jeg skulle sige fra, hvis det gjorde mig noget det kun var tilfældig sex. Men hvordan kunne jeg sige nej, selv hvis jeg havde ønsket det? Han fortalte mig hele historien, om hende der var langt væk, og jeg lyttede og havde ondt af ham. Det var tydeligt han ikke ville mere med mig. Men alligevel blev han og så Juno. Og ugen efter kom han igen.