Hvori jeg aflyser julen

Først, så var der noget natamning som skulle til at være slut. Så der gik lige (mindst) en uge hvor alle var vågne (mindst) en time hver nat. Så sov vi. En? måske to? nætter. Så skreg hun igen. Og skreg og skreg og var sur og fik feber og havde bleeksem. Så tog vi til lægen som gav hende binyrebarkhormon. Men hun skreg stadig og holdt helt op med at spise og så sagde lægen det var blister i munden og det var der ikke noget at gøre ved. Men så længe jeg stadig ammede var det jo ikke et problem, for så kunne jeg jo bare amme noget ekstra så hun ikke sultede. Hahahahaha. Sjovt. For det var jo ikke fordi vi lige havde kæmpet for at skrue ned for det.

Nå. Men så var det hendes fødselsdag. Den var ok, taget i betragtning at vi jo på grund af det der skide sygdomsfis ikke havde nået noget som helst. Gode gaver, glad barn. Blisterne var også næsten væk så hun gad godt sutte smørret af nogle boller og indtage noget bananmos. Manden havde fået fri, men det blev en virkelig mærkelig uge, fordi han arbejde, havde fri, arbejde, havde fri men skulle arbejde alligevel. Alle blev fucked up i hovedet af det. Da de ringede onsdagen efter hendes fødselsdag og sagde jeg skulle hente hende i vuggestuen til middag begyndte jeg at hyle (altså, ikke imens jeg snakkede med dem, vel, men på vej derud) Det var i øvrigt den ene dag hvor Manden var på arbejde i dagtimerne, så der var ingen afløsning. Da hun så skreg i halvanden time og nægtede at sove var jeg millimeter fra at pakke en taske så jeg kunne skride i samme øjeblik Manden kom hjem. Nej, ikke for sjov. Jeg var fuldstændig klar til at skride. Men Manden kom hjem og tog hende og hentede burgere til aftensmad, så jeg blev.

Da Manden så fik friuge igen blev vi jo så nødt til at starte forfra med Nul Natamning. Som i helt forfra og et ekstra skridt tilbage. For i mellemtiden ramte Gryntegrisen åbenbart en virkelig rådden omgang morsyge. Jeg har fået en (!) nat med sammenhængende søvn. Jeg er træt nu. Træt og færdig. Men bare ærgerligt det så er den 20. december og hele julen mangler at blive lavet (jvf. den sidste måned i Manglende Søvn Men Til Gengæld Med Pylret Barn Land) Der er intet andet tilbage i mig en sur. Sur over at alting mangler. Sur over at Manden ikke sørgede for vi fik noget lavet mens han havde fri. Sur over jeg står selv med barn weekenden over+mandag fordi han arbejder. Sur over jeg står selv med barn OG alle juleforberedelser. Sur over jeg er træt. Sur over her roder. Sur over at det lige om lidt bliver praktisk umuligt at nå alt det der skal nås inden juleaften (jamen, hvornår fanden er det fressembel jeg skal tage i IKEA og købe min brors gave?!) Sur, sur, sur. Med sur på.

I onsdags, lige inden Manden skulle afsted på arbejde kom jeg til at tude af træthed og så var det jeg sagde noget meget frygteligt, men meget ærligt. At jeg faktisk ikke rigtigt har lyst til at holde jul. Og så i dag, hvor jeg bare stadig er træt - ikke bare sove-træt, men træt langt, langt ind i sjælen - og jeg gik ud i køkkenet og så rodet og hvor meget arbejde der var før jeg overhovedet kunne begynde at tænke på at bage småkager, der tænkte jeg det samme. At jeg bare slet ikke orker. Det er ikke engang noget med at skulle grave dybt, for at finde den sidste lille rest overskud. Det er vist noget med at den slet ikke er der.

Så nu... nu går jeg vist ind og vækker Manden, selvom det er midt på dagen og han kun har sovet tre timer. For det går bare ikke. Jeg har simpelthen ikke mere at trylle med.