Mine ører bløder.
Nej... vent... min hjerne bløder.
Det har været en af de dage. Nogen har installeret en ventil i Gryntegrisen, så alt i hendes hoved flyder ud i en lind strøm, mens intet - intet - slipper ind. Selv helt simple anvisninger, som fx "husk at lukke døren" bliver fuldstændig ignoreret, og hvis det bare begynder at lugte det mindste af et nej indtræffer der akut panik. Skrigende, uigennemtrængelig panik.
Jamen, hvorfor kan hun ikke bare lige holde mund i de femten sekunder det tager mig at forklare hvorfor man ikke må kaste med værktøjet?
Jo, jeg kender godt svaret, tak fordi du spørger. Men nogle gange er toårige fandeme åndssvagt indrettet. "Kan selv, vil selv"-mentalitet og nul forståelse for konceptet "farligt" er en virkelig dårlig kombi.
Og det uundgåelige raserianfald, når nogen med fornemmelse for spidse metalgenstande og vilde armbevægelser blander sig, er virkelig dårligt for min tålmodighed.
I hvert fald når det er tiende gang på en dag.
Jeesh, er det ikke snart sengetid?
Jo, det var det sørme. Så bliver der (endelig) fred.
I hvert fald om halvanden time, når vi, sekunder inden nogen mister hovedet, vinder kampen og Barnet falder i søvn.
Juhu, hvor er udsigten til fire ugers ferie fed lige nu.
Eller.
I ved hvad jeg mener.
PS. Jeg ved det, jeg ved det. Fasefasefasefasefasefasefase.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.