Hvori jeg møder Kinney, del 4

Det var Manden der sagde jeg var nødt til at mødes med ham. Fordi han ikke ville tilbringe resten af sit liv med at være i tvivl om der var en anden jeg hellere ville have. Det var en pointe jeg slet ikke havde overvejet, jeg havde ikke tænkt længere end at hvis Manden smed det endegyldige nej på bordet ville jeg følge det. Men han havde selvfølgelig ret - tvivlen ville have ædt vores ægteskab op. Vi var nødt til at vide hvad vi stod med, begge to, og så var vi nødt til at give slip på frygten og stole på at vi havde formået at følges ad i otte år uden at vælge forkert. Vi vidste ikke hvor det ville ende, men der kom ro i maven da vi så hinanden i øjnene og huskede på at vi kun kunne træffe én beslutning af gangen, og den var rigtig. Jeg var nødt til at møde Kinney.