I søndags var det præcis et år siden der på Tinder dukkede et billede op af en mand der sidder på lokum ude midt i ingenting, med en smøg i hånden, omgivet af skrivemaskine og whisky, og en profiltekst der sammenlignede livet med nutella, og jeg for første gang ville være blevet oprigtig skuffet hvis der ikke havde været et match.
Der var i dén grad et match, og nu har jeg boet på Langeland i fire måneder og otte dage, og jeg har stadig ikke fået skrevet historien om hvad fanden der skete. Rundstyk. Men først, så var der lige alt det der med at skulle tage hensyn til hinanden, og ikke rigtigt vide hvad fanden der foregik, og så var der flytning og skilsmisse og logistik, og så er der pludselig skæve gulve der skal rettes op, og noget vand der trænger ind, og tagrender der er stoppede, og en have der er tilgroet, og ukrudt i gården, og planter der skal passes, og møbler der skal bygges, og en mase undren over hvorfor nogen nogensinde synes laksefarvet maling var lige det der skulle til i stuen?
Og så går tiden jo, ing?
Men nu skal det nok komme. Det bliver i små bidder, for ellers er det jeg ikke får det gjort (jvf. ovenstående gulv og vægge og tag og grund og HVOR FUCK KOMMER ALLE DE BÆNKEBIDDERE IND?!) Men det kommer. Historien om Kinney, og det der siden skete, og hvor vi er nu (i Jem & Fix, most likely, er fandeme blevet home away from home deroppe)
Vi ses. I morgen. Sandsynligvis. Måske.
PS. Betragt dette som en teasertrailer til en film der måske/måske ikke klarer den igennem postproduction.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.