Hvori jeg ikke har nogen penge

Min mor: "Er du kommet på noget kontanthjælp, eller noget?"

Mig: "Nej..." (hvilket du udmærket godt ved)

Mor: "Var det ikke en ide at få søgt noget? Noget må I jo da kunne få"

Mig: "Joh*, men det er jo ikke det, det handler om..."

Mor: "Ellers må de da kunne tilbyde noget uddannelse"

Mig: "Det kan de sikkert også. Jeg ville sikkert blive erklæret uddannelsesparat. Så kunne jeg få lov til at være arbejdsløs for endnu mindre end kontanthjælp"

Mor: "Jamen, det er jo også penge"

Mig: "Ja, men jeg ville jo så være nødt til at starte på en uddannelse på et tidspunkt"

Mor: "Hvad med sosu, eller sådan noget? Det kunne jo også bare være et deltidsjob i fakta"

Mig: "De har lukket for uopfordrede ansøgninger... og de ansætter jo selvfølgelig dem med erfaring først" (og jeg har ikke lyst til at arbejde i fakta)

Mor: "Bare 3000kr i måneden, ville jo hjælpe..."

Mig: "Men vi mangler jo ikke noget. Lige nu er der jo også en masse politisk arbejde"

Mor: "Nej, men ikke for at være grov, men det tjener du jo ikke nogen penge af"

Mig: "Nej..." (men til gengæld giver det mening)

Mor: "Gryntegrisen bliver jo heller ikke billigere at have gående"

Mig: "..."


Hvor ville jeg ønske at jeg magtede at sige: "Mor, ti nu stille. Dine bekymringer og indpakkede bebrejdelser hjælper ikke. Det gør mig bare ked af det, og får mig til at føle mig utilstrækkelig. Jeg ville ønske, at du ikke blev så blændet af bekymringer, og i stedet så, at jeg for en gangs skyld er noget der minder om lykkelig."

I stedet mumler jeg bare et frustreret nej, og lukker det hele ud over Manden. Og spørger igen (igen igen igen) om det er ok, sådan som det er? Fordi jeg igen (igen igen igen) bliver overvældet af bekymringer og skyldfølelse. Men faktum er, at bekymringerne indtil nu er gjort til skamme. Vi har klaret os fint, selvom jeg ikke har haft nogen indkomst. Der bliver godt nok ikke længere overført penge til opsparingen (ud over Gryntegrisens), men på den anden side har vi heller ikke brugt af opsparingen. Økonomisk er vi hverken værre eller bedre stillet end for et halvt år siden. Og vi har ikke lidt hverken nød eller afsavn.

Det er selvfølgelig ikke holdbart for evigt. Det bliver også jul, og på et eller andet tidspunkt er jeg nødt til at gå til tandlæge og Manden kunne måske også godt tænke sig noget uddannelse. Men lige nu... der er det fint.

Mere end fint, faktisk. Fordi det giver plads til nogle andre ting. Det giver plads til at afprøve hvor smertegrænsen er, hvor meget er vores tid sammen værd, hvor meget kan, vil og tør jeg? Ud over politisk arbejde med Den Evige Møderække og De Ligeså Evige Dagsordner, ligger der også et Crazy Urealistisk Projekt henne i kassen. Som jeg virkelig ikke aner om der nogensinde kunne være nogen som helst form for penge i, men som jeg til gengæld nyder at lave. Som jeg måske, måske ikke, finder et ståsted i. Men som under alle omstændigheder skal afprøves.

Det er jo ikke (som min mor lader til at tro) et passivt fravalg, fordi jeg ikke kan/vil/tør melde mig arbejdsløs. Det, at jeg er hjemmegående (uden indkomst), fremfor arbejdsløs (med en meget lille indkomst), er jo et aktivt, velovervejet valg, som vi har truffet i fællesskab, fordi vi mener, at det er det, der samlet set er bedst for vores (familie)liv lige nu.

Og jeg kan faktisk godt blive rigtig ked af det, når det valg ikke bliver anerkendt som værdifuldt, bare fordi det ikke har nogen økonomisk værdi.



*Det kan vi i øvrigt ikke, fordi vi ejer en såkaldt "formue"