Valg

I dag spiser vi morgenmad foran fjernsynet. Rundstykker fra "min lokale folketingskandidat" Jan Johansen. Som i ugevis har givet mig foldere, balloner, roser og slik, selvom jeg hver gang fortæller ham at jeg ikke stemmer på ham.

Jeg har været valgtilforordnet en del gange, og jeg elsker den måde det fungerer på. Det er et fantastisk system, som virker og har svar på alt, så hvis man er i tvivl om noget i løbet af dagen kan man bare slå op i Den Store Bog og så står svaret der. Denne gang skal jeg dog ikke være valgtilforordnet, men vi går ned og står i kø klokken ni, så vi kan se en vilkårlig borger tjekke at stemmeurnerne er tomme. Jowjow, sådan gør man faktisk når valget åbner.

Husk nu at sætte et godt kryds - det er bare et spørgsmål om at starte fra den rigtige ende af stemmesedlen.

Og AB og Øglemor som har brevstemt: Husk nu at føde i dag - det ville da være en god historie!

Svar på Vreden

Tak for jeres tanker og jeres svar. Vreden er der stadig og det er en daglig kamp at forsøge at finde ud af hvor den hører til. Men lige for tiden er alting en kamp og en helt umulig balancegang, og vi prøver at navigere igennem det hele så godt vi kan.

Julie: Jeg tænker faktisk tit på at hvis jeg var gået til termin, så havde jeg født på Riget og så skulle din søster have været med til at passe Ronan.

AB: Selvom forløbene er så forskellige er sorgen på mange måder ens. Jeg er bare glad for hvis du kan bruge mine små pip til noget - for som du skriver giver det Ronans lille liv betydning, også ude i den der verden.

Frederikke: Ja, hvad fanden er det for en lorteaftale? Ville virkelig ønske jeg bare var typen der kunne gå ud og sige "hør lige her, folkens, jeg har lige mistet mit barn og det snakker jeg om hvadenten I vil høre det eller ej" Men samtidig er man også bare så pissesårbar - for hvad nu hvis man bliver afvist? Og jeg vil jo heller ikke have at Ronan bliver en dårlig undskyldning jeg bare tyer til når det hele er hårdt og går mig imod.

Husmoder: Lige præcis. Det er fandeme latterligt. Sjovt som det er alle ordene fra ens barndom der bedst udtrykker sorg. Hvad skulle man så lære alle de fancy følelses-beskrivende voksen-ord for?

Stine: Jeg ved det tager den tid det tager - og jeg håber du ved det er ok hvis det eneste du skriver er "det hele er noget lort"

Anonym: Tak for versene. De siger det hele, så de får lov at stå som de er

Stop all the clocks, cut off the telephone,
Prevent the dog from barking with a juicy bone,
Silence the pianos and with muffled drum
Bring out the coffin, let the mourners come.

Let aeroplanes circle moaning overhead
Scribbling on the sky the message He Is Dead,
Put crepe bows round the white necks of the public doves,
Let the traffic policemen wear black cotton gloves.

He was my North, my South, my East and West,
My working week and my Sunday rest,
My noon, my midnight, my talk, my song;
I thought that love would last for ever: I was wrong.

The stars are not wanted now: put out every one;
Pack up the moon and dismantle the sun;
Pour away the ocean and sweep up the wood.
For nothing now can ever come to any good.

W.H.Auden

Den uendelige historie om systemet

Kan I huske den dag jordemoderen aldrig dukkede op? Nej? Men det er også længe siden. Over en måned, faktisk.

Nåmmen, hun ringede så i dag. Og var tilbage på arbejde og undskyldte for at der gik så længe inden vi fik noget at vide. Så kunne jeg jo så fortælle at vi intet havde fået at vide, ud over de to gange vi selv havde ringet derned og de oplyste os om at vi bare skulle vente på hun ringede. Fik pludselig indtryk af at have en fnysende drage i røret, selvom hun forsøgte at bevare den professionelle tone.

Hendes side af historien er at hun, da hun blev sygemeldt, bad de relevante personer nede på fødegangen om at ringe til os og aflyse. Nåja, misforståelser kan opstå, men efter vi ringede igen og de sendte hende en mail bad hun dem (igen) om at ringe til os og forklare at der altså var sket en misforståelse og at vi ikke var blevet glemt. Hvilket de jo så (stadig) ikke gjorde. Så det ville hun så nok lige tage op med sin ledelse. For det var ligesom bare ikke ok. Nej, det var også det jeg sagde. Hvor er det altså frustrerende at have et system der på den måde spænder ben - når nu vi er nogen der står her og har brug for hjælp og der faktisk er nogen der gerne ville give den, men bare ikke kan få lov.

Det var den samme historie der gik igen da vi var til det der åbent hus i Landsforeningen Spædbarnsdød - alle havde været glade for jordemødre og sygeplejersker og dagene på sygehuset, men ingen havde fået den hjælp de havde brug for/var blevet lovet bagefter. Det er fandeme bare for ringe. Den jordemoder der holdt oplæg undskyldte også for sin arbejdsplads (OUH), der ikke kan tage sig sammen til at genoprette sorggrupperne, selvom det faktisk er i den nye fødeplan. Ville fandeme ønske jeg havde kræfterne til at råbe højt.

Men nu har vi indtil videre fået en aftale med jordemoderen næste torsdag, og så håber jeg bare det kan lade sig gøre denne gang. Trænger sådan til at få det afsluttet.

Til eller fra

Efter Emmie var på besøg og så billeder af Ronan og var med på kirkegården er hun blevet mere modig med de der sms'er - hun spørger af og til ind til hvordan det går og skriver i det hele taget lidt oftere. Pea, min anden veninde, har til jeg til gengæld stadig intet hørt fra. Mig og Emmie, der var til fest hos hende i går, snakkede om det der med at glide fra hinanden og hvornår nok egentlig er nok - fortalte at jeg slet ikke har hørt fra Pea og så kunne Emmie fortælle at "det nævnte hun faktisk selv" og lidt efter "...men så travlt er der jo ingen der har"

Nej, vel? Så travlt er der fandeme ingen der har, at de i tre måneder ikke har haft tid til at skrive mere end "det gør mig ondt" til en veninde der har mistet et barn.

Jeg er bare meget i tvivl om jeg selv skal tage konfrontationen eller om jeg skal vente til hun (måske) selv kontakter mig. For på den ene side gider jeg ikke rigtigt bruge krudt på det, men på den anden side vil jeg også godt have det ud af verden. Der er jo heller ingen grund til at hun om tre måneder mere kommer i tanke om at hun gerne vil sige noget dybfølt og så bruger en masse energi på noget jeg hverken kan eller vil bruge til noget - og det virker også lidt vigtigt at få sagt at ligemeget hvad, så er der noget der ret definitivt er gået i stykker.

En god overraskelse

Det er nok ikke overraskende at der er blevet vendt op og ned på mit liv den her sommer. Selvom det måske i virkeligheden er mere præcist at sige mit liv er blevet (og stadig bliver) rørt rundt. Men selvom det ikke er overraskende kommer det til stadighed bag på mig. Det er blevet en daglig oplevelse at tingene ikke er som jeg forventer.

Jeg havde fx nok forventet at en af mine ældste veninder ville stå først i køen med omsorg - ikke at hun efter en enkelt "det gør mig ondt"-sms ikke har ladet høre mere fra sig. Til gengæld havde jeg ikke forventet at en af fyrene fra mit hold (som jeg nok har vekslet omkring 10 sætninger i alt) ville sige tak for en facebook-anmodning og spørge ind til om jeg havde født. Jeg nåede kun lige at give den meget bratte "han var dødfødt"-besked inden en af hans kammerater kom forbi med munddiarre og satte punktum for den samtale. Inden jeg startede op skrev jeg en facebook-besked til pigerne på mit hold (det var kun dem der stod på vennelisten på det tidspunkt) og den videresendte jeg til ham da jeg kom hjem. Jeg havde overhovedet heller ikke regnet med at det lige ville være ham, ud af de ti jeg har sendt beskeden til, der svarede tilbage. Især ikke at det ville være med et "Tak. Jeg har tænkt på dig hele dagen"

Det usammenhængende indlæg hvor jeg har glemt halvdelen af det jeg ville sige

Jeg ville egentlig have skrevet i går. Og i forgårs.

Men så var jeg så træt.

Følger kun tre fag (ud af fem) det her semester, og er startet op med lidt flere hjemmedage end skemaet siger, men alligevel er jeg simpelthen så træt hele tiden. Virkelig, virkelig træt. Og ked af det. Og kan slet ikke se hvordan man nogensinde kommer igennem noget som helst når man sidder fast i den her sump.

Men jeg vil gerne skrive, for jeg synes det er vigtigt at skrive ned og huske på at I mandags var der faktisk en fra mit hold som skulle med den samme bus som mig og så benyttede sig af lejligheden til at spørge hvordan jeg havde det.

Og det er vigtigt at i går var vi til åbent hus i Landsforeningen Spædbarnsdød. Som var godt, og hårdt og som rystede alting løst inde i hovedet. Så løst at vi snakkede om det hele vejen hjem, og en times tid over en kop kakao da vi kom hjem, og så lige en halv time mere inden vi sov. Og i morges.

Eller hvad med i dag, da bussen var laaaaaangsom så jeg missede mit tog og slog ventetiden ihjel med et par croissanter fra 7-11 (som har 2 for en 10'er, og det er jo næsten gratis!) og så smagte chokoladecroissanten nøjagtig som den vi fik den dag da Ananassen i min mave blev blåstemplet og pludselig var en rigtig, omend meget lille, baby med ben som kunne vrikke - og så stod jeg der midt på perronen og tudede fordi det var den ene dag i hele det her fucking spasser møgforløb vi bare var glade. Den dag vi virkelig troede på det, og angsten ikke havde nået at snige sig ind på os igen. Og det er simpelthen ikke til at bære at vi faktisk engang var lykkelige. Helt ned i maven.

Og så var der også i går formiddags da alle ligningerne i min bog slet ikke gav mening selvom de var pissenemme og letforståelige og jeg så bare sad på gulvet og tudede og tudede og tudede fordi jeg ikke kan finde ud af det mere og ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv og det eneste der kom ud var bare tårer og "nej nej nej nej nej nej nej nej nej nej" For jeg vil ikke have det. Jeg vil ikke have han er død og jeg vil ikke have at han var syg og jeg vil ikke have at der ikke var noget de kunne gøre og jeg vil ikke have at han ikke er her.

Jeg vil ikke have det.

Vreden

Vrede er den følelse jeg altid har haft det sværest med. Jeg vil faktisk næsten gå så vidt som til at sige jeg ikke kan finde ud af at være vred. En del af det er at jeg både føler og mener at vrede er enormt ufrugtbart og ikke er en egentlig følelse i sig selv. Her i huset følger vi også den udmærkede retningslinie aldrig at lade solen gå ned over ens vrede. Hvis man er utilfreds med noget må man jo sige til og ellers kan man ikke tillade sig at være sur.

Men hvad gør man, når man ikke kan sige til? Når det er vrede over bureaukrati på ens uddannelse, eller hende slamsoen nede på posthuset? Eller når det er gammel vrede, der er så gammel at man faktisk ikke rigtigt kan huske hvad det var der gjorde en vred? Og hvad gør man, når der faktisk ikke engang er nogen at være vred på?

Jeg kan mærke vreden ulme under overfladen, men jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med den. Jeg ved den er der, men det hjælper ikke at sige "jeg er vred". For der er ikke nogen at diskutere med, ingen der kan sige undskyld eller gøre mig opmærksom på det i virkeligheden var min fejl. Jeg er ikke engang vred på Gud, som dog i det mindste kunne agere standin for en person som man kunne skælde ud.

Nej, jeg er vred på verden. Som helhed. Jeg er vred over at min søn døde, bevares, og jeg er endda vred på ham fordi han ikke er her. Men jeg er langt mere vred over at verden bare er som den plejer. Fattede den overhovedet ikke at det mest fantastiske menneske der nogensinde har været til ikke er her længere? Fattede den ikke at det var en katastrofe? Hvordan fanden kan alting bare være som det plejer når min lille søn er død? Som om han ikke betød noget som helst.

Når nu han betød det hele.

Det skulle være sådan, at når ens lillebitte baby døde, så behøvede man ikke blive ved med at leve. Jeg mener ikke at man skulle dø, men bare at man ikke behøvede have det samme liv bagefter. Der skulle være et andet liv man kunne vælge, et sted hvor tingene kunne hænge sammen selvom man har mistet det mest dyrebare man har. Som en kompensation. I stedet for at man bare skal stå op hver morgen som man altid har gjort og tage til forelæsninger ligesom man plejer, for at sidde i to timer og blive høfligt ignoreret af de andre som om intet var hændt.

Jeg bliver virkelig vred over at verden ikke lige holdt en pause. Vred over at det ikke er tydeligt hvor frygteligt et tab det er. Vred over at verden er ligeglad. At alting bilder sig ind at være som det plejer. Det er fandeme bare ikke i orden. Men jeg aner ikke hvad jeg skal gøre ved det, og jeg aner ikke hvordan vreden nogensinde kan brænde ud når den ikke kan få lov til at flamme op.

------------------

Som en lille, og knap så vred, efterskrift; jeg ved jo godt at hele verden ikke er sådan. Jeg ved jo godt at flere af jer der læser med har fældet en tåre eller to undervejs. Det er ikke fordi formålet med bloggen er at gøre jer kede af det, men det betyder virkelig meget for mig at I har grædt for Ronan. At vores lille dreng rørte nogen.

Jeg, en ønske-punker

I dag har jeg heller ikke vundet i lotto.

Til gengæld er det en af de dage hvor jeg ville ønske jeg var lidt mindre nærig med både tid og penge så jeg kunne være en af dem der gik meget op i steampunk. At jeg var en af dem der var i stand til at sammensætte et meganice outfit, farve håret knaldrødt og gå ud i verden iført en høj hat. Men desværre er jeg i realiteten en af dem der synes hårfarve er for dyrt og som er alt for magelig til at tage de vable-fremkaldende (men awesome) doc martens på.

Men stribede knæstrømper er da også lidt steampunk, er det ikke?


PS. I dag er jeg også virkelig vred på verden, men det kræver vist sit eget indlæg

Det store spørgsmål

Spørgsmålet er egentlig ikke hvordan livet går videre.

Men hvorfor.

Velkommen tilbage til universitetet!

Nå, men det startede med at jeg et par dage inden studiestart opdagede at jeg havde fået en mail fra eksamenskontoret om at min sygemelding kunne de altså ikke bruge til noget. På trods af at jeg spurgte dem i en mail hvordan det foregik OG afleverede lægeerklæring personligt og spurgte om det var dokumentation nok. Jeg ringede til dem og sagde at det kunne jeg ikke forstå, og hende i røret blev ved med at være sådan "jamen det beklager jeg hvis du har fået det at vide, men som jeg også skriver i min mail..." som om jeg ikke slev kunne læse hvad der stod i den. Blev virkelig harm, for hun sagde ikke noget som helst jeg kunne bruge til noget og så begyndte jeg simpelthen at tude, og så sagde hun "Det var ikke min mening at gøre dig ked af det" Nej, men så skulle du nok have været lidt mere imødekommende, og fra start tænkt at der nok var en grund til jeg først afleverede min sygemelding i august - som fx kunne være at jeg var syg. Efter noget mere frem og tilbage på både mail og telefon med ord som "jurist" og "studienævn" og "særlig dispensation" fandt jeg heldigvis den oprindelige mail jeg havde fået fra dem. Fem minutter senere fik jeg en mail om at de, sjovt nok, havde revurderet situationen og besluttet at bruge min sygemelding alligevel.

I går, hvor der så var undervisningsstart fik jeg faktisk taget mig sammen til at tage afsted. Mødte pænt op ved det angivne lokale sammen med ca. halvdelen af mit hold. For det viste sig at vores undervisning var blevet aflyst. I en mail. Med én dags varsel. En mail, som jeg ikke har fået (eller kan få, for den sags skyld) fordi jeg endnu ikke er undervisningstilmeldt. I øvrigt findes der en glimrende elektronisk opslagstavle hvor ændringer til læseplanen skrives på. Bare ikke når man er distræt underviser og tænker "Nåh, men det er nok meget bedre jeg sender en mail, selvom jeg ikke kan være sikker på alle får den, til en mailadresse jeg ikke kan være sikker på de tjekker hver dag" Sms-bitchede med Es om det og vi blev enige om at det nok var bedre at lade som om det var et administrationsproblem, og at underviserens mail bare var en dobbelt-sikring, for så kan jeg lade som om jeg ikke har noget imod ham når jeg (om alt går vel) skal havde ham i næste uge.

MEN, der er jo ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget, og hvordan drukner man bedst ærgrelsen over at bruge to gange 1 times transport og 50kr på ingenting? Det gør man da ved at bruge yderligere halvanden time og 44kr på café med Prinsessen, som først starter igen i næste uge. Det går jo næsten lige op!

I følge skemaet er der undervisning i dag klokken 12, og selvom jeg åbenbart ikke har noget reelt grundlag for at kunne regne med det tager jeg derind alligevel. Med mantraet "Det vigtigste er at komme afsted, det vigtigste er at komme afsted, det vigtigste..."