Fødselsberetningen, del 1 - den forfærdelige del

Det var den mandag hvor alting bare var rigtig træls. Manden puttede mig og tog på arbejde og jeg lå i sengen og læste. Vendte mig om i sovestilling på siden/maven og studsede over at der ikke var nogen der møffede tilbage inde fra maven. Puttede mig endnu mere om på maven og prikkede til den, uden der skete noget. Og så kom jeg i tanke om at det egentlig var længe siden jeg havde mærket noget. Et ukendt antal timer længe siden. Stod op og tissede, lagde mig tilbage oven på maven, stod op og drak iskold mælk, sang alle vores sange, puffede til maven... lå med tårerne strømmende ned ad kinderne og hviskede "please, lille baby, du må ikke være død"

Ville ikke bekymre Manden, for der var trods alt en rimelig sandsynlighed for det var et anfald af gravid-hysteri udløst af en dårlig dag og flere nætter alene. Så jeg skrev til Kaye, der fik Jyden til at komme og hente mig - også selvom det var klokken lort mandag aften. Sov ikke ret meget den nat, og hver eneste gang jeg vågnede var jeg pinefuldt bevidst om at jeg stadig ikke havde mærket noget til Ananas inde i maven. Var fuldstændig klar over at det var helt, helt forkert, samtidig med at jeg blev ved med at tænke "han sparker jo lige om lidt" Stod op og spiste morgenmad klokken halv seks, stadig med en helt stille mave. Han vågnede ellers altid op når vi fik morgenmad.

Kaye kørte mig hjem på vej til arbejde. Manden havde nået en tidlig bus og var kommet hjem lidt før mig. Vi stod i gangen og min stemme knækkede over i det der hysterisk-paniske leje da jeg fortalte ham jeg ikke mærkede liv. Glemmer aldrig hans ansigtsudtryk. Som om jeg havde givet ham stød. Tror, at lige i det øjeblik vidste vi det godt begge to. Så slog overlevelses-mekanikken til og vi forsøgte at overbevise os selv om at måske var det bare fordi der var kommet så meget fostervand, eller at han havde fået lagt sig underligt og at det nok lige skulle passe at han gav et ordentligt hop når vi først sad i bussen til Svendborg. Det blev nødt til at passe, for alternativet var ubærligt.

Nede i Svendborg havde de travlt. Det var dagen efter pinse, og af en eller anden årsag har de ikke ret travlt når det er helligdag - men dagen efter kommer alle rendende og skal tjekkes. Det var på ingen måde skadestue-lang tid vi skulle vente, men det føltes meget, meget langt. Da vi endelig kom ind på modtage-stuen ville jordemoderen sætte strimmel-maskinen til, for at se om hun kunne finde hjertelyd, men hun blev ved med at finde min puls fordi den var så høj. Jeg har aldrig været så bange i hele mit liv.

Afdelingslægen blev tilkaldt, så han kunne kigge med ultralyd. Oppe på fødegangen havde de kun de gamle ultralydsapparater stående, men det var tydeligt alligevel da han satte scanneren på. Vores lille Ananas havde jo altid været nem at finde, lige fra den første scanning i syvende uge. Lægen tilkaldte overlægen, for billedet var dårligt og han ville være helt sikker. Han blev hos os og snakkede med os, og det hjalp os meget til at bevare roen. Overlægen kom og kiggede grundigt på skærmen inden han sagde det vi allerede godt vidste "Jeg må desværre sige at..."

Jeg følte en kæmpe klump løsne op indeni mig og jeg følte, mere end tænkte, nu er det slut. Han skal ikke kæmpe mere. Og så kom tårerne.

Forsættes i del 2