Sorg

Det havde ellers været en god dag i går. Min mor havde taget min mormor, moster og søster med på besøg, sammen med hjemmelavet kartoffelsalat og min mormors bedste hindbærtærte. De så billeder af Ronan og var med omme på kirkegården og se til ham. Blomsterne fra begravelsen er næsten helt visne, så det var rigtig hyggeligt at de havde nogle friske med til ham.

Efter de tog hjem fik vi ikke lige lavet aftensmad, for mormor-mængderne af kage havde fået lagt en rimelig solid bund. Og ligepludselig så var klokken halv ni og Manden sagde "jeg er ked af jeg ikke gik med jer" Så vi gik ned til Ronan og var lidt. Da vi kom hjem var jeg både sulten og træt. Men jeg havde mest lyst til at kaste op og jeg kunne slet ikke holde op med at græde. Der var en kæmpe klump i mit bryst som bare voksede og voksede indtil jeg knap nok kunne trække vejret og der er intet man kan gøre for at få det ud, for at få hul. Man kan ikke græde nok, skrige nok. Savnet bliver så stort at det truer med at sprænge en. Så jeg græd, helt ude af stand til at finde sammenhæng i verden.

Vi fik først spist noget halv tolv. Vi slukkede lyset og så på torden og omkring midnat fandt jeg ro. Manden opgav at falde i søvn, og jeg lå hos ham på sofaen indtil han sagde jeg skulle gå i seng. Selv kom han først i seng klokken halv otte i morges.

I dag var ellers også en god dag. Med kage og mad hos Kaye og Jyden efter en tur med sidstnævnte på genbrugsstationen. Men det var svært at være rigtigt til stede, med hele verden ude af fokus. Jeg sad på deres gæsteseng med tårerne strømmende ned ad kinderne og tænkte "Det var her jeg sov den sidste nat" Den nat jeg godt vidste der var noget galt, men bare håbede, håbede, håbede.

Jeg ville give alt hvis jeg bare måtte få lov til at holde ham et øjeblik mere.