Jeg går og skriver lidt på en fødselsberetning, men det er langt og hårdt at skrive. Især når gode, dårlige og mærkelige dage vælter rundt oveni hinanden.
De sidste dage har været ok. Men så får jeg dårlig samvittighed. Hvor langt ude er det ikke lige? Al vores tid går jo med at forsøge at få en hverdag til at fungere igen, forsøge at finde ind til der hvor det hænger sammen og man måske kunne havde det godt. Og så får jeg dårlig samvittighed når det af og til lykkes? Når der går en halv time uden jeg tænker på ham; hvis der er en dag vi ikke kommer på kirkegården; når jeg ligger med næsen begravet i Mandens dyne og føler mig lykkelig, bare et lille øjeblik.
For hvordan kan man tillade sig at være lykkelig, bare et sekund, når man har mistet sit barn?
Fordi hver celle i din krop har brug små lykkelige øjeblikke for at restituere og huske dig på, hvem du også er...
SvarSletFordi din lille dreng ville elske at se og mærke lykken udstråle fra dig...
Fordi du kan!
Jag tanker om hvad du burde føle og den dårlige samvittighed langt væk og se lykkestrejfene som en styrke.
Mange tanker fra en du ikke kender, men som er kommet til at følge lidt med på sidelinien... :)
FOrdi livet - hvor ubærligt og uretfærdigt det end kan synes i de mørke stunder - går videre. Og fordi man bliver nødt til at klamre sig til de gode ting, når alt omkring en ramler. Netop din evne til at huske og ville de gode ting, tror jeg, kommer til at hjælpe dig rigtig godt på vej i helingsprocessen.
SvarSletDet gør mig dog voldsomt ked af, hvad der er sket med jeres Ananas. Og det gør det jo også på jer, men derfor må man godt noget andet også. Jeg har interviewet en mor engang, hvis voksne datter begik selvmord, og hun sagde, at det første år var det sværeste. Fordi man skal forbi mærkedage og højtider. Men det bliver bedre - man lærer at leve med, at bebs er et andet sted. Hun anbefaler alle en sorggruppe.
SvarSletDu må godt leve videre, og du må godt grine, le og tænke på noget andet. For hvem skal dog fortælle om de små fødder og fine øre, hvis ikke dig - og Manden.
Kæft det gør så ondt at læse! Som de kloge ovenover skriver så skal livet gå videre og selvfølgelig må du være glad igen... Kram
SvarSletI er så søde - og jeg ved det jo godt alt sammen. Nogle gange bliver jeg bare så bange for at glemme ham. Bange for at det alt sammen bliver som før, og vi bare er en familie på to igen. Jeg aner ikke hvordan man får det til at gå op - hvordan man kan være fungerende som to mennesker, og stadig være en familie på tre. For det er som om at enten så glemmer vi ham, eller også er vi ulykkelige. Det virker så uoverskueligt at skulle vente på at tiden reder trådene ud. Engang.
SvarSletEn lidt sen kommentar herfra...vil bare lige sige, at det (som de andre også skriver) er HELT OKAY at opleve og nyde lykkelige stunder, selv i en tid med så meget sorg....og forhåbentlig bliver de lykkelige stunder længere og længere med tiden og du får dig selv overbevist om, at det er HELT OKAY at nyde disse stunder og ønske sig flere af dem.
SvarSlet