Hvordan Ronan fik sit navn

Når jeg fik en dreng, så skulle han opkaldes efter min morfar. Det har jeg vidst helt siden min søster blev født og var en pige og derfor ikke kunne få hans navn.

Da vi fandt ud af at den lille Ananas inde i maven var syg, sådan for alvor, og måske ikke ville klare den virkede det pludselig helt forkert at opkalde vores barn efter nogen vi havde mistet. Indtil da havde vi valgt ikke at kende kønnet på barnet, for det finder man jo ud af når den lille bliver født og for os havde det aldrig været vigtigt. Det blev det. Da vi fik at vide at det var langt fra sikkert de kunne gøre noget for vores lille barn blev det vigtigt at lære så meget om det som muligt. Det blev også vigtigt at finde et navn.

Vi lånte "Hvad skal barnet hedde?" og så pløjede vi ellers alle de tusindvis af drengenavnene igennem og skrev dem vi kunne lide. Der var en del regler; det må ikke være et engelsk-udtalt navn; det må ikke være for usædvanligt; det skal være indlysende hvordan det staves; det må ikke være et almindeligt dansk ord (som fx Bjørn og Aske); det må ikke være Villads, Oscar, Marcus osv.; stavemåden med k er altid at foretrække fremfor c. Der var sikkert flere, men you get the picture. Ronan kom lidt med på et wildcard, eftersom det bryder størstedelen af vores regler - men "vi kan jo bare skrive det på grovlisten og så sortere det fra i næste omgang"

Der var mange navne på grovlisten. Virkelig mange og virkelig forskellige. Vi slog alle navnenes betydning op. Jeg er ikke overtroisk, men ens navn er det mest grundlæggende man har og jeg vil gerne lægge omtanke i dem vi vælger til vores børn. Babynames.com var en god hjælp og kunne fx fortælle at Ronan betyder "little seal". Ja, jeg ved det, "nååårh hvor nuttet", ikke også? Og så var det han begyndte at lave de der hvalsæl-bevægelser inde i maven. Og en dag, da vi var ovre på Riget gik vi og snakkede om navne og så gik vi forbi en sælfigur.

Jeg sagde til Manden at han skulle vælge et navn til Ananasen. Jeg fik jo lov til at gå med ham inde i maven og jeg kan egentlig godt lide ideen om at det er faderen der vælger navnet. Der var en del der spurgte "Hvad nu hvis han vælger et navn du ikke kan lide?" Men altså, det gjorde han jo ikke. Han ville jo altid vælge navnet af kærlighed til vores fælles barn, og hvordan kan det nogensinde blive dårligt? Efter vi var ovre på Rigshospitalet den sidste gang sagde Manden at han syntes vi skulle vælge et navn snart - for risikoen for at jeg fødte for tidligt virkede pludselig meget virkelig og jeg tror vi begge to følte at det hastede. Det gjorde det jo også.

Da vi fik at vide at hans lille hjerte ikke slog længere holdt Manden mig helt tæt og hviskede "Jeg har valgt Ronan"