Kunne ikke falde i søvn i går. Lå og savnede maven og havde bare brug for at huske min lille dreng. Listede ind i stuen og fandt hans album frem og lod bare tårerne komme. Sad i sofaen og hylede fra et sted indeni mig der virkede fuldstændig bundløst. Ved ikke hvor længe jeg sad der og bare græd og græd over min fine lille dreng, der så så sød ud i sit lidt for store tøj. Selvom jeg godt ved det bare er et billede blev jeg ved med at tænke "Lige om lidt bevæger han sine arme. Lige om lidt siger han en lille lyd. Lige om lidt vågner han op" Han ser slet ikke ud som om han er død.
Jeg har svært ved at sætte "vi har mistet et barn" sammen med "vi har mistet Ronan" Det er som om det er to helt forskellige ting. Jeg synes det er så trist når børn dør, og jeg synes det er trist at se en gravsten med kun én dato på. Det gør mig så ondt for de forældre der mister - alle jer der har børn ved præcis hvordan det føles. Men det er bare som om det slet ikke er det der sker for os.
Jeg får altid lyst til at give dig et kram, når jeg læser dine indlæg. Det er lidt svært at sende med posten, men jeg har en æske med den dejligste English Breakfast Tea, som vi har fået fra et hold venner i England, som jeg synes du skal have, hvis du har lyst. Du kan bare sende mig en mail med din adresse, så ryger den afsted :) regsen@gmail.com :) Rikke
SvarSlet