Simpelthen

Indtil Ronans begravelse var alting så simpelt. Det var hårdt, men simpelt, at vi skulle beholde ham og kæmpe for ham. Det var ligetil og uundgåelige, ligesom at trække vejret. Det var simpelt at vælge hans kiste og hvad han skulle have med, og salmerne vi skulle synge havde lige de ord vi selv manglede. Det var simpelt at vælge hans gravsted, nummer 92 ved siden af et af de nye træer.

Efter det holdt verden op med at være simpel. Selv små beslutninger bliver pludselig helt umulige at tage stilling til og jeg glemmer tit hvad ugedag det er. Jeg kan gå helt i spåner over at mit brød er blevet ristet for meget eller at nogen spørger mig om hvad jeg skal i næste uge. Ingenting er simpelt længere.

Det var næsten umuligt at vælge en gravsten og efter vi havde bestilt den var jeg virkelig i tvivl. For 8000kr i tvivl. Da den var kommet på graven syntes jeg den var for stor og skriften var forkert og hvad skal man i øvrigt med sådan en åndssvag sten?

Da vi skulle finde "tak for opmærksomheden"-kort var alle kortene nede i boghandlen grimme. Eller fyldt med tillykke. Og det pæne blå karton kunne man ikke få i A4-størrelse og tror de lige selv min printer kan finde ud af at printe på 30 små A7 karton-kort.

Og hvad skal vi i øvrigt have at spise? Spørgsmålet der falder hver. eneste. dag klokken halv seks. Fordi vi har glemt at den slags skal man også tage stilling til ude i den virkelige verden.

Men stenen er faktisk pæn. Virkelig, virkelig pæn, også når det regner. Og selvom inskriptionen måske er lidt uortodoks, så er den rigtig - og hvis folk ikke synes ordet skid hører hjemme på en kirkegård, så må de jo lade være med at kigge på hans sten.

Det viser sig også at printeren sagtens kan klare at printe 30 små A7 karton-kort, som blev rigtig pæne og lige som jeg havde forestillet mig. Og madproblemet? Det er midlertidigt løst af en bunke tilbuds-frostpizzaer fra Lidl.