Selvom alting er som før vi fik Ronan, er det alligevel helt anderledes. Mit omdrejningspunkt har ændret sig helt fundamentalt. Vi gør de samme ting som før, ser de samme mennesker, men det er som om jeg pludselig lever mit liv på vrangen. Det hele er genkendeligt, men ser helt anderledes ud.
Min Mand er stor og stærk. Ikke sådan at han er i stand til at banke andre, men jeg føler mig tryg og varm når han holder om mig, og han forkæler mig alt for meget. Vi siger "jeg elsker dig" mange gange i løbet af en dag og mener dem hver eneste gang. Af og til når vi ligger tæt i sengen i et af de der rosetinted movie-moments (som faktisk forekommer kvalmende ofte hjemme hos os) ser Manden mig i øjnene og siger "Jeg vil gøre alt for dig" Efter vi mistede Ronan er al mening forsvundet fra de ord. For hvad nytter det at man vil gøre alt for nogen, når man ikke kan?
Herhjemme lister vi nogengange rundt om hinanden i en akavethed vi slet ikke kan genkende. Vi kan ikke helt finde hinanden og det bliver pludselig tydeligt hvor meget alle de små ting betyder, når de bliver glemt. Efter en lang og ikke særlig frugtbar snak kom vi ind til et fælles "Jeg kan ikke rigtigt finde ud af hvor jeg har dig" Men det er måske slet ikke så mærkeligt, når man ikke engang kan finde ud af hvor man har sig selv.
Sorgen ændrer karakter og jeres sorg bliver mere individuel. Tabet er det samme, men I bevæger jeg forskellige steder hen og har brug for forskellige ting. Nu bliver kunsten at rumme netop dette hos den anden, som om det ikke er svært nok i forvejen at rumme sig selv.
SvarSletJeg husker tydelig denne korsvej. Graven blev mit faste holdepunkt, der hvor jeg allermest følte mig som mor - og faktisk er det stadig sådan. Ulrik havde og har det anderledes.
Selv her snart syv år senere er vi forskellige steder i forhold til Cirkeline.
Kærlighed.
Det hjælper mig meget at holde fast i at Manden er far og jeg er mor og at det derfor er helt naturligt at der er forskel - ikke kun nu, men også resten af livet.
SvarSletNogle gange bliver jeg bare så frygteligt bange for at vi bliver helt delt og så ikke længere er fæller om noget. Også selvom jeg godt ved det ikke bliver sådan, så længe man arbejder på det modsatte. Jeg har bare været forkælet og vant til at dele alting med Manden. Det tager tid at vænne sig til en ny familie-dynamik - jeg forestiller mig at det måske dybest set ikke er meget anderledes end med et levende barn.