onsdag den 18. juli 2012

Det knap så rare hører med. Faktisk.

Engang i løbet af min gymnasietid blev der hægtet en på, sådan på kanten af vores klike. I ved, sådan en der selvskreven til hygge/drukaftener, men som man ikke rigtigt støder på til daglig. Vi holdt kontakten sådan on/off efter jeg flyttede fra Det Mørke Jylland, har set hinanden af og til, haft lidt flirt... men mindre og mindre efterhånden, og især efter mig og Manden blev gift har der været længe imellem kontakten. Da Ronan døde var det så pissesvært med de der lidt mere perifere bekendtskaber - for skulle vi skrive det til alle, slå noget op på facebook, eller hvad. Han var så en af dem der ikke fik det at vide i første omgang, og pludselig var der gået så længe at det ville virke underligt.

Tre-fire måneder efter vi havde mistet Ronan skrev han, og jeg fortalte ham selvfølgelig som det første at Ronan var omme på kirkegården. Hvortil han svarede: "så har jeg misforstået det med, at Ronan er opført som jeres søn på din profil, jeg troede faktisk at I havde fået en søn for nylig" efterfulgt af en del af de sædvanlige klichéer. Jeg forsøgte at forklare hvordan det hang sammen, men jeg kunne godt fornemme han ikke rigtigt forstod det, og han drejede også ret hurtigt samtalen ind på noget andet. Det var ikke ret længe efter det med Pea, og mine mavefornemmelse var klart at han nok røg samme vej. Og jeg hørte så heller ikke mere fra ham, selvom han afsluttede med et "håber vi høres ved"

Så for et par uger siden kommenterede han, da jeg skrev på Facebook at vi ventede nummer to. Jeg blev egentlig ret irriteret over at han efter ni måneder pludselig bare skrev "tillykke" som om intet var hændt, men jeg lod være med at hidse mig mere op over det og lod det stå.

I dag skrev han så en længere besked til mig, og det er en anelse sværere bare at ignorere sådan en. Og helt ærligt blev jeg ret vred, og kunne bare godt mærke indeni mig selv, at jeg stadig ikke er kommet dertil hvor jeg bare kunne skrive et hyggeligt smalltalk-svar og være ligeglad (især fordi han lagde ud med nogle flere af de der pisseirriterende klichéer).

I stedet blev det til følgende besked, og jeg er lidt spændt på om han reagerer.

"Det her kommer måske til at lyde lidt hårdt, men det er der bare ikke noget at gøre ved. Kort sagt har jeg ikke plads i mit liv til mennesker der ikke kan rumme begge mine børn. Man kan ikke få lov til at vælge kun at være deltagende når det er hyggeligt og ufarligt.
Jeg er klar over at døde spædbørn, sorg og mennesker i sorg kan være meget overvældende og svært at forholde sig til, og man må gerne vælge at lade være - jeg vil ikke påtvinge nogen min sorg, eller konfrontere nogen med et emne de synes er for voldsomt. Til gengæld har jeg valgt ikke at bruge tid og energi på de relationer hvor der ikke er plads til det.
Du er velkommen til at skrive, men du skal ikke forvente jeg svarer. Måske jeg en dag bliver rummelig nok til venlig smalltalk, men måske gør jeg ikke.
Men hvis du skriver vil jeg virkelig sætte pris på at du ikke udtaler dig om Ronan, vores sorg eller hvorvidt vores liv "går videre". Du aner ikke noget om det; hvordan det sidste 1½ år har været, hvordan det føles, hvor gammel han var, hvad han fejlede eller hvor vidunderligt et lille menneske han var. For du spurgte aldrig. Punktum."

7 kommentarer:

  1. Jeg forstår godt den sms... Og jeg har ikke engang mistet.

    Jeg kommenterer lige som anonym - vil ikke hænge nogen ud som potentielt kunne læse med (Du kan rode mig frem via IP er jeg sikker på..)

    Nå. men hende jeg troede var min allerstebedste veninde - som jeg troede jeg vidste hvor jeg havde selvom vi nok kun så hinanden 2 gange om året efter vi flyttede fra lilleput by - skrev en eneste besked til mig under hele min graviditet "Tillykke - det bliver godt nok spændende.. Jeg bliver jo næsten moster så"...

    Og ja - det var så SÅ utroligt spændende, at hun ikke skrev en eneste gang til mig og spurgte hvordan alting gik resten af graviditeten. WAAUW for et forhold!

    Hun har set baby 2 gange - heraf den ene gang til barnedåben, hvor jeg ikke kunne få mig selv til at lade være med at invitere, men trods alt valgte hende fra som fadder fordi hun bare har taget valget om ikke at være deltagende i vores liv... trist men sandt.

    Jeg/vi er også nået dertil at der ikke er plads til alle i vores omgangskreds - jeg gider virkelig ikke spilde min tid på nogen der alligevel ikke gider mig/os... Og jeg forstår UDMÆRKET godt at du forventer at jeres omgangskreds kan rumme Ronan på ligefod med ny-bebis... Basta.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvad er det med folk som synes de bliver "Næsten moster" eller "tante X og onkel Y"? Det tror jeg så ikke lige var noget man kunne udråbe sig selv til. Og da slet ikke hvis man ikke var der. Fesent.

      Slet
  2. Livet er for kort til en masse pis og fyld-mennesker. Værsgo; en sand kliche' til dig

    SvarSlet
    Svar
    1. Det holdt bare pludselig op med at være vigtigt at holde fast i alle de "gode gamle" bekendte. Selvom man jo sagtens kunne holde gang i sådan noget hygge-kontakt ind i mellem, så virker det bare latterligt ligegyldig - og det ville jo aldrig rigtigt komme til at handle om mit liv, som det reelt er, hvis Ronan aldrig blev nævnt

      Slet
  3. Jeg har aldrig prøvet at miste et barn, så jeg ved ikke hvordan det er. Men jeg har prøvet at blive skilt og der får man godt nok også sorteret ud i 'venner'. Jeg synes det er dejlig befriende at du har meldt så klart ud.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes også det er ret befriende at sige fra - det føles rigtigt helt ned i tæerne.

      Forestiller mig egentlig at det er endnu værre ved en skilsmisse - for ud over den almindelige ufølsomhed (i mangel af bedre ord) er der også alt bøvlet med fælles venner og folk som vælger "side"

      Slet
  4. Hej, har læst med i 1 års tid ca. og kan slet ikke sætte mig ind i Jeres sorg for den er ubærlig... men jeg har selv måtte sorterer i "venner" da jeg sidst år i en alder af 43 år fik førtidspension. For jeg er nået dertil hvor jeg altså ikke gider bruge min dyrebare tid på ævl og kævl, efter at have været helt ned og vende både fysisk og psykisk. Jeg forstår dig 100% og du har al mulig ret til at skrive som du har gjort til denne person. Du og manden ønskes alt mulig held og lykke frem over og jeg glæder mig til at læse mere uanset hvad og hvordan det går.... Knus

    SvarSlet

Vidste du, at kommentarfelter dør, hvis ingen skriver i dem? True story.